At konfrontere min frygt………

cancerDe sidste måneder har været fyldt med frygt, tanker, angst, benægtelse og mange andre følelser som jeg ikke kan sætte ord på. Alt det pga. en knude jeg fandt i mit bryst i december. Jeg troede egentlig at jeg havde lagt oplevelsen og frygten bag mig, men kan mærke at det slet ikke er gennemarbejdet. Derfor  vælger jeg som altid at skrive mig ud af det:-)

Som sagt fandt jeg en knude i mit bryst i december. En meget person tæt på mit hjerte fik konstateret brystkræft for lidt over et år siden. Og jeg fyldte hende lidt på sidelinjen, og ved hvilket mareridt det var at være igennem kemo og strålebehandling. Derfor må jeg indrømme at jeg følte en kæmpe frygt. Dog valgt jeg at holde jul i uvished og ventede med at kontakte lægen til efter nytår. Kunne ikke få mig til at ødelægge julen for mine kære små børn.

Inden lægen havde tid og inden hospitalet havde tid, gik der ret lang tid. Og jeg var først til mammografi i sidste uge. Heldigvis var det falsk alarm og jeg er så taknemlig.

Men mens jeg har gået og ventet, har mig hoved ikke stået stille. For det første har jeg haft en kæmpe dødsangst, måske ikke så meget fordi jeg er bange for at dø, men mere angste for at skulle forlade mine elskede børn. Tanke om at de skulle miste endnu en mor var voldsom og uden sammenligning. Også tanken om at skulle igennem et sygdomsforløb, kemo osv. med dem på sidelinjen var meget i mine tanker. Hvordan skulle jeg klare det og hvordan skulle de klare det? Hvordan skulle min mand  kunne passe to små børn, når han ikke engang kan tænde vaskemaskinen (ja, undskyld det er ikke for at nedgøre ham, men det var bekymrende ment)? Pyh, der var mange, mange dystre tanker.

Jeg lagde ofte låg på mine tanker og følelser. Jeg gemte mig i mig selv, som jeg gør, når det hele bliver for meget. Og jeg har ikke snakket men nogen om det, da jeg ikke ville bekymre nogen. Jeg bedøvede mig selv i chokolade og ligegyldige serier i tv. Mens jeg prøvede ikke at tænke.

I de uger fandt jeg så også ud af at jeg ikke har sikret mig selv nok. Hvis det værst tænkelige skete ville jeg ikke være berettigede til sygedagpenge og jeg ville ingen erstatning få udbetalt ved kritisk sygdom. Det gjorde ikke udsigten til at skulle igennem en sygdomsperiode bedre. Jeg behøver vel ikke at sige at jeg nu har orden på de ting;-)

Nå, men det blev dag for mammografi. Kl. 16.00 på Ringsted. Børnene blev hentet i børnehaven af skønne farmor og farfar, så de var godt afsat. Min mand kom tidligere hjem, for at køre mig og være med. Jeg var sur, tvær og bare ikke til at være i nærheden af. Og oplevelsen på hospitalet gjorde det bare ikke bedre.

Vi sad på en gang, hvor der var et indhak til måske 15-16 stole. Lige over for der var mammografirummet og scanningsrummet. Der var helt fyldt op af kvinder og deres pårørende. Alle var nervøse kunne man se, hvilket jo var forståeligt. Det var et renderi frem og tilbage. Først blev jeg kaldt ind til mammografiundersøgelsen. Det var bare så ydmygende. Selvom den søde dame (sygeplejerske eller hvad hun nu var) var professionel og flink. Hun tog om mit bryst som var det en klump dødt kød og klemte det sammen mellem to plader. Jeg havde godt nok aldrig forestillet mig at mig bryst kunne få sådanne en form;-) Det gjorde mega ondt, men var selvfølgelig til at klare. Begge sider skulle have en tur. Derefter skulle jeg ud på gangen igen.

Så blev jeg kaldt ind til scanning. Her blev jeg lagt på en briks med et lille lagen over min nøgne overkrop. Her lå jeg længe og ventede på lægen. Jeg nåede at tænke – tænk hvis jeg får besked om kræft liggende her i dette mørke kolde lokale, lige overfor ventemenneskerne. Hvad gør jeg?

Ind af døren kommer så en læge. Jeg fattede ingenting af hvad han sagde, da hans danske var elendigt. Jeg er ellers normalt meget god til at forstå lidt af hvert. Også han griber om min bryster, som om det var et stykke flæskesteg. Scanner og snakker, snakker og snakker (uden at jeg forstår noget). Men når dog at fatte orden – rask og ikke syg. Det rungede hørt i mit hoved og jeg begyndte at græde af glæde. Så fik lægen ellers fart på, og så var han ude af døren. Der lå jeg så småhulkende og med lækkert gele på brysterne;-) Hold da op et syn. Nå, men fandt noget at tørre mig med og fik tøjet på. Der var ingen at sige farvel til eller til at spørge om noget.

Hvorfor jeg har brug for at skrive om det her, er selvfølgelig for at få styr på mine tanker. Især på dem før jeg fik undersøgelsen. Men må også indrømme at jeg var chokeret over behandlingen på Ringsted sygehus. Jeg bliver ved med at tænke på, at tænk nu, hvis det havde været kræft. Skulle jeg så have haft det at vide liggende der på den kolde briks, i det forfærdelige rum – og af en læge jeg ikke forstod. Alle ude på gange ville kunne høre min reaktion og jeg skulle ud til dem bagefter. Jeg synes det var en virkelig respektløs behandling. Heldigvis var jeg heldig og det takker jeg de højere magter for. Men mine tanker går til jer derude, som må det værst tænkelige igennem.

Og så vil jeg ønske at vores sygehuse havde mandskab og midler til at behandle mennesker med respekt.

Har du spørgsmål om brystkræft eller gerne vil vide mere så læs her på Kræftens Bekæmpelsen

cancer

(Visited 18 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *