Autocamper ferie til Italien – 1. del

Autocamperferie for første gange. 3 uger til Italien, med børn og handicap/kræft.
Vi har endnu engang lånt autocamperen og tog turen gennem Tyskland, Østrig og landende efter planen ved Gardasøen i Italien. En tur fyldt med spænding, sjov, begivenheder, eftertænksomhed, strabasser, varme, regn, bjergvandring, personlig sejr, skønhed  og meget, meget mere. Jeg har måtte erkende en del ang. min sygdom og handicap. Og må nok erkende at Gardasøen på ingen måde er mig 😉 Læs mere om vores første køre ferie, første autocamperferie sydpå og første rejse med kræft og sygdom.

Forberedelse
Forberedelserne har været længe. Det er mig der står for familieferierne og da jeg i vinters fik chancen for at vi kunne låne en autocamper i  uger her til sommer, slog jeg straks til. Det er jo en kæmpe drøm at suse derud af i 5 uger 🙂 Sikken en frihed. Dog viste det sig ved lidt nærmere overvejelse, at autocamperferie måske ikke lige er os som familie. Drømmen er der, men mine børn har (grundet deres start på livet – adopteret – har svært ved at håndtere nye steder og skiftende situationer), min mand er ikke super glad for at køre så stor en bil og jeg kan ikke køre pga. medicin. Yderligere er jeg temmelig begrænset mht. min OCD, kræft, eftervirkninger efter operationerne og min fibromyalgi.

Men jeg synes jeg fik lagt en god plan. Vi tog to ugers prøve, hvor vi kørte til Vesterlyng camping og lå der 2 uger fast. Det gik fantastisk og var bare en rigtig dejlig ferie (kan ses her). Så jeg tog planerne lidt videre. Da planerne blev lagt, kunne min mand kun få ferie sidst i august og først i september. Så vi kunne ikke blive i Danmark, når vi gerne vil have varme 😉 Valget stod så mellem Spanien og Italien. Italien vandt da vi regnede med at det var motorvej direkte herfra og til Gardasøen (det vidste sig så at være forkert). Vi regnede med at det var en nem tur.

Efter utallige spørgsmål i diverse Facebookgrupper (tak til jer alle), fik jeg fundet campingplads og lagt ruten med forskellige overnatningsmuligheder. Det blev til at vi ville køre over Jylland (gider ikke vente på båd), tage A7 ned igennem Tyskland, Fernpasset, Innsbruck, Brennerpasset og så A22 lige til Gardasøen. Det lød som store motorveje og meget nemme veje at køre.

Vi ville overnatte tre gange på vejen derned. Første gang ved Hildelsheim lige efter Hannover, anden gang Nesselwang lige før grænsen til Østrig og tredje gang i Vipiteno Sterzing, lige neden for Brennerpasset i Italien. Det skulle give ca. 6 timers kørsel hver dag, hvilket ville give og gode chancer for at tage et par lange pauser med børnene og få en rigtig hyggetur. Men hvor vi dog tog fejl 😉

Budget
Da pengene jo ikke vokser på træerne, havde vi lagt budget hjemmefra. Det så sådanne ud for tre uger

Overnatninger          8000 kr.
Diesel                          3500 kr.
Broer og afgifter        1500 kr.
I alt                            12000 kr.

Dertil kom selvfølgelig lommepenge til de tre uger. Og dette budget passede faktisk ganske fint. Dog brugte vi kun 6000 kr. på overnatninger 😉 Men det gjorde jo ikke noget. Diesel blev ca. 200 kr. mere end budgettet sagde. Så vi er godt tilfredse. Vi var i øvrigt af sted d. 23. august og hjemme igen d. 13. september 🙂

Forberedelser ang. medicin
Da jeg jo er ramt af kræft og tager en del medicin, har der været super meget at skulle have styr på mht. medicin. For det første at finde ud af hvor meget medicin jeg skulle have med. Så tager jeg en del der skal medicin pas til. Passene skal udskrives på det apotek, hvor medicinen er købt og skal lyde på lige det produkt men medtager (ikke erstatning). Da jeg lige havde hentet nyt medicin inden turen, var det selvfølgelig andre produkter end dem passene lød på, så alt skulle laves om og vi skulle på 3 forskellige apoteker osv. Hold nu op hvor var det besværligt. Vi havde jo ligesom fået lavet passene en gang. Men ok – så ved jeg det til næste gang 😉

Da jeg også får medicinsk Cannabis, var det også lidt af en prøvelse og ikke mindst overvindelse at få med. Vi havde alle papirerne i orden, men blev slet ikke stoppet en eneste gang. Hvilket var skønt. Gad vide hvordan det går når vi skal engang skal flyve. Der plejer jeg altid at få gennemrodet min kuffert 😉

Klargøring og turstart
Min kære mand hentede autocamperen allerede torsdag, da den var klar en dag før. Så kunne vi gå i gang med at rengøre den. Her ved jeg godt at jeg er lidt mærkelig, men lider jo af OCD og alt skulle rengøres og sprittes af inden vores ting kom i vognen. Det besværliggøre tingene en del, men ellers kan jeg ikke slappe af 😉 Det blev også hurtig klart og så kunne vi få fyldt alle vores ting ind. Hold nu op, der var meget der skulle med. Tøj, mad, håndklæder, sengetøj og div. til 4 mennesker i 3 uger – det er altså en del. Jeg havde gået og lagt det hele frem på vores spisebord, i en uges tid 😉 Heldigvis var autocamperen jo stor og der var plads nok 🙂 Vi  havde også næsten lige været af sted i den, så jeg vidste lige hvad der skulle med.

To morgenfriske børn, klar til ferie.

Vi fik en god nats søvn, en ok rolig morgen og satte hjemmefra ca. 8,30 fredag. Alt kørte fint og godt i Danmark. Børnene var glade, trafikken gled fint og vejene var gode. Men så ramte vi Tyskland. Vi hang stort set i kø hele dagen. Lige fra grænsen og til første overnatningssted. Vejene var til og med ekstrem dårlige. Ved ikke om vi bare  havde ekstra dårlige støddæmpere i bilen, men det larmede, så vi dårligt kunne snakke og bombede hele vejen (kan stadigvæk høre lyden). Så først efter 11 timers kørsel, og kun med hurtige tisse og mad pauser, nåede vi første overnatningssted – Hildesheim.

Hildesheim – wohnmobilparkplatz hohnsensee
Vi nåede lige at få den sidste plads, for der var godt bookede, hvilket var forståeligt. For hold nu op der var smukt. Der kunne ikke være så mange autocampere, men til gengæld var det så smukt, at det var det hele værd. Stellpladsen ligger i en lille park. Der er udsigt ud over en lille sø og der var muligheder for at gå dejlige ture. Efter så mange timer i bilen blev vores tur desværre i mørke. Vi gik langs kanalen, til en lille dæmning. Vi gentog turen næste morgen, da vi bare måtte opleve det i dagslys 😉

Vi fik lige plads.

Og havde den smukkeste udsigt.

På pladsen er der ikke mulighed for strøm, tømning eller vand. Det er gratis at ligger der, og man må max overnatte der i 2 døgn. Der ligger i øvrigt en restaurant lige ved siden af, og man kan bade i søen, når det er godt vejr. Det er en meget lille plads med meget få pladser og det er svært at komme ind og ud. Der kom mange efter os, som kørte forgæves, så skal man bruge den plads, skal man bestemt komme tidligt på dagen. Især i højsæsonen.

Der er smukt ved dæmningen

Der er mange flotte haver og huse

Der ligger også et trænings område lige ved stellpladsen. Den brugte børnene som legeplads og det var godt at få rørt sig lidt, efter mange timer i bilen 🙂

På vejen igen
Og bestemt ikke med vores gode vilje. For vejarbejde og dårlige veje fortsatte. Hele dagen igen med at holde i kø og bombe afsted. Måske ikke alle ville bemærke de dårlige veje, men jeg gjorde. For efter mine mange operationer i maven sidste år, så er min mave bare ikke den samme. Alt den rysten og bump giver voldsomme smerter og er uudholdeligt. Det var virkelig en pine for mig.

Stemningsbillede (af den dårlige slags) og noget der virkelig lever op til alle mine fordomme om rastepladser og toiletter 😉

Og det kom fuldstændig bag på mig, at en af Tysklands største veje kan være så dårlig. Vejarbejde kan man selvfølgelig ikke gøre noget ved, men at vejen er så dårlig, kom meget bag på mig. Turen var igen planlagt til ca. 6 timers kørsel, men det blev til ca. 10 timer igen. Men vi nåede da endelig efter mange, mange timers kørsel frem til vores 2 . overnatningssted – Nesselwang.

Nesselwang ligger smukt under os

Nesselwang
Et absolut fantastisk sted. Der er så absolut fantastisk. “The hills are alive with the sound of music” – en sang der bare dukker op i min hjerne hver gang jeg tænker på Nesselwang 😉 Sikker på at filmen (sound of music) er indspillet her 😉  Selve pladsen er super god. Der er god plads til at komme rundt med camperen (selv de helt store) og der er rigtig mange pladser. I får lige linket til Nesselwang her, da I må besøge den, hvis I er i området. Selve pladsen ligger lige ved en skilift og meget tæt på byen. Lige uden for pladsen kan man køre autocamperen hen og tømme den for spildevand, tømme toilet og fylde vand på. Der er massere af strøm på selve pladsen, og ikke mindst gratis wifi – hvilket børnene var lykkelige for (især på vejen hjem). Man skal lige huske 0,50 euro mønter til strømmen. P-billet trækkes i automaten på pladsen og sættes i sideruden. Det koster 10 euro i døgnet. Man kan overnatte så mange døgn man vil. Der kommer en om morgen og tjekker at man har betalt 🙂 Hvis man køber overnatning billet i turistinformationen i byen, til mindst 5 overnatninger, så kører man gratis med busserne i området.

Der var mange autocampere, men heldigvis fik vi en plads.

Vi fik plads ved siden af en kæmpe autocamper, som også havde bil med.

Da vi ankom, var det desværre regnvejr og super koldt og det var sent. Men vi hyggede os nu lidt alligevel. Vi nåede en tur ned i byen, som bare var så smuk. En rigtig flot alpeby, med smukke huse. Der er flere restauranter og take away muligheder i byen. Der ligger også en virkelig flot bager, samt en dejlig Aldi. Men bedst af alt er bare at gå en tur og se på de flotte huse og kirken.

Stedet hvor man tømmer toilet, spildevand og tager vand på.

Den nærmeste hyggelig restaurant, der ligger få meter fra stellpladsen

Næste morgen havde vi prioriteret, at hygge os lidt. Så vi tog skiliften op ad bjerget. En fantastisk oplevelse fra resten af familien, som aldrig har kørt med sådanne en tingest før 🙂 Det var en smuk tur op, hvor byen bare blev mindre og mindre under os 🙂 Vi kom op i 1500 meters højde. Det var lige som en mellem station og vi kunne tage liften endnu højere op – hvilket vi selvfølgelig gjorde. Vi skulle helt til tops (1500 m.). Og sikke en udsigt der ventede os der. Vi gik lidt rundt. Og så en kæmpe rovfugl (tror det var en slags ørn), der fløj rundt. Jeg fandt også min sten (samler sten fra alle steder jeg har været). Der lå også en restaurant, som vi selvfølgelig måtte afprøve og spise frokost på. Vi sad med udsigt ud over alperne og nød wienerschnitzel og karry wurst (retter vi nok skulle blive trætte af). Det var ekstremt dyrt, men en fantastisk oplevelse at sidde helt deroppe og nyde mad og drikke.

Turen med skiliften var ufattelig smuk. Under os kan man se vores autocamper 🙂 Hvis man ser godt efter. Stellpladsen ligger lige bag ved skiskolen.

Her kan man måske fornemme den flotte udsigt fra restauranten. Men fik desværre ikke taget bedre billeder derfra.

Bagefter tog vi liften ned igen. En virkelig skøn formiddag på bjerget. Hele området er et virkelig stort vandreområde og jeg elsker det 😉 Jeg kunne sagtens blive der, men Gardasøen kaldte jo 🙂 Så af sted med os 🙂 Planen var at kører et par timer til gennem Østrig til Vipiteno Sterzing i Italien. Vi skulle igennem Fernpasset og Brennerpasset.

Vi havde svært ved at finde tilbage på A7. Man kunne nemlig ikke kører på motorvejen samme sted som vi kørte af. Vi blev ledt igennem landskabet på landeveje i et langt stykke. Men i øvrigt et meget, meget smukt område som varmt kan anbefales. Der er fyldt med floder og søer og virkelig værd at bruge et par dage på 🙂

Østrig og Italien
Da vi endelig fandt A7 igen, ventede der os en meget smuk tur. Dog igen fyldt med vejarbejde, ulykke (heldigvis ikke os), og dårlig vej. Lettede var vi, da vi ramte Østrig. Vi regnede så med motorvej til Innsbruck, men blev jo fælt skuffet der. Det var landevej gennem Fernpasset. Uh, det var jeg godt nok ikke glad for. Og min kære mand blev udfordret en del mht. at køre autocamperen. Men klarede det super flot.

Vi kørte ind i Tyrol, hvilket gav minder om mange skønne skiferie, som jeg havde, som barn og ung. Der var virkelig smukt. Til Lauras store glæde kørte vi under Highline 179 – En bro som Laura havde set noget om hos en eller anden youtuber 😉 Broen er 114 m høj, 406 meter høj og er vist verdens længste hængebro i verden. Det var hun meget oppe og køre over 😉 Vi nød den kun fra bilen, men det var vist også nok for mig der lidt er højde skræk. Turen gennem Fernpasset var flot, men som skrevet udfordrende. Resten af vejen til Innsbruck foregik også på landevej. Det er mig fuldstændig uforståeligt, at dette skulle være hovedvejen gennem europa. Nå, men vi kom til Innsbruck og fandt motorvej igen 😉

Pludselig nåede vi til en kæmpe høj flot bro, som vi skulle over. Det var eurobroen. Det hele gik så stærkt, men jeg lovede mig selv at det skulle jeg undersøge lidt til turen hjem. Den var bestemt et besøg værd. Den ligger lige syd for Innsbruck. Vi kørte gennem Brennerpasset uden problemer og fandt frem til Vipiteno Sterzing. Her var planen at få handlet lidt og fyldt vognen op med flaskevand, mad osv. Så vi ikke skulle tænke på det de første par dage på campingpladsen.

Man har en flot udsigt fra Stellplatz Vipiteno Sterzing

EuroSpar og stellplatz Vipiteno Sterzing 
Vi fandt en kæmpe Eurospar og valgte at handle der. Jeg har aldrig set så stort et supermarked syd på 🙂 De havde det flotteste grøntafdeling. Fyldt med spændende frugter og lækre grøntsager. Der var også en stor kødafdeling og delikatesse, samt stor bagerafdeling, men lækre kager og dejligt brød. De havde alt i den butik. Meget af det synes jeg dog var noget turistet noget – meget tysk, så jeg holdt dog lidt igen, da jeg gerne ville handle lokalt i Lazise og tage tingene som de kom. Det var så en fejl, da man åbenbart ikke handler med friske grøntsager og frugt i Lazise, så jeg skulle bare have fyldt et par vogne 😉 Meeeeeen når man nu kender mig, så fik jeg vist købt rigeligt alligevel 😉

Eurospar i Vipiteno Sterzing

Selvom du ikke skal stoppe i Vipiteno Sterzing, så overvej alligevel at besøge Eurospar der. Især hvis du skal Gardasøen. Vi mødte rigtig mange turister, som fyldte campingvogn og autocamper der 🙂

Vi fandt en ok plads til at overnatte for første gang i Italien.

Vi havde på forhånd fundet en Stellplatz i Vipiteno Sterzing. Den ligger lidt uden for byen, så vi kørte lige en tur igennem byen, for at se den. Byen er meget smuk, især kirken. Der ser ud til at være flere spisesteder. Vi fandt nemt stellplatz, men selve det at komme ind på pladsen, var vildt forvirrenden. Der er et lille bemandet hus, hvor man skal hen, for at få dem til at åbne bommen. Man kan ikke køre derhen og alt var bare en stor forvirring. Men vi fik da åbnet bommen. Selve pladsen er kæmpe. Nem at komme rundt på. Det er en stor asfalteret parkeringsplads. Mange af strømstikkene er gået i stykker og pladsen virker generelt meget forsømt.

Det lille hus hvor man skal betale. Wohnmobilstellplatz autohof

Det koster hele 15 euro at overnatte der. Der er ingen toilet, heller ikke tømning af hverken spildevand eller toilet. Der er dog vand. Der var heller ikke WIFI. Når man kigger på Google map, så skulle der være en bygning med købmand og toilet (der er en plads til lastbiler lige ved siden af), men denne bygning var under ombygning. Pladsen virker i det hele taget meget forsømt, men det var da en overnatning og udsigten fejler intet 😉 Man ligger mellem bjergene, der er meget smukke. Man har også udsigt til en gammel smuk borg derfra.

Vi var der faktisk forholdsvis tidligt og kunne sætte bord og stole op i solen. Der var massere af plads til både os og til at børnene kunne spille fodbold osv. En god og hyggelig aften blev det. Der var dog meget trafik på pladsen om natten, da mange ankom sent. Men da pladsen er så stor og der er plads til flere hundrede autocampere og campingvogne, så mærker man det ikke så meget.

Tidligt næste morgen, var vi friske. For i dag skulle vi jo se Gardasøen og vores campingplads. Vi kunne sagtens være kørt dertil dagen før, men valgte at ankomme friske her til formiddag. Der er kun et par timers kørsel fra Vipiteno Sterzing til Gardasøen.

Læs med i næste afsnit (Tirsdag) hvor vi ankommer til Gardasøen og La Quercia. Og lad mig indrømme – Det blev ikke den tur som vi havde drømt om. 

Læs om hele vores ferie.

Første del af vores ferie, finder du her – 1. del
Anden del af vores ferie, kan du læse om her – 2. del
Tredje del finder du lige her – 3. del

 

 

(Visited 414 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *