Autocamper ferie til Italien – 3. del

Vi er nu nået til tredje del af vores autocamperferie. Vi vinker farvel til La Quercia, Gardasøen og Italien. Dog har vi den bedste uventet oplevelse tilbage 🙂 Vi opsummerer også på vores tur. Er autocamperferie i det hele taget os? Hvad er glæden og fordelen ved autocamper? Er det svært at være nybegynder? Og hvordan gik turen mht. handicap og sygdom?

Farvel til La Quercia
Vi pakkede alt sammen søndag aften, så vi lige var klar til at køre mandag morgen. Vi skulle bare tjekke ud kl. 8 når receptionen åbnede. Det forløb stille og roligt. Børnene fik nogle sjove bamser i receptionen, så det var et hit 😉 Robert kunne heldigvis komme nemt ud med autocamperen. Et par gange frem og tilbage, så var han ude. Vi var ellers lidt i tvivl, da der på den anden siden af vejen, var kommet en kæmpe autocamper et par dage før. En autocamper der nok var omkring 15 m. lang (dobbelt af vores) og havde anhænger med, hvorpå der var en jetski, 2 cykler og en ATV. Man skal jo ikke gå ned på udstyr 😉 Det var selvfølgelig en tysker 😉 De har altså nogle vilde autocampere.

Nå, vi kom godt af sted. Jeg må indrømme, at jeg var lidt vemodig. Mest fordi at ferien nærmede sig sin ende og vi ikke helt havde fået det ud af det som vi ønskede. Men vi vinkede pænt farvel til La Quercia og Lazise.

Første stop – Eurospar i Vipiteno Sterzing igen.
Første stop var Eurospar i Vipiteno Sterzing. Jeg trængte til at shoppe 😉 Jeg havde også nogle forskellige ting, som jeg gerne ville have med hjem. Oliven Olie, vandmelon (de havde den bedste), frugt, balsamico osv. Jeg fandt også denne lille sjove frugt. Den hedder en Satsuma. Den er på størrelse med en mandarin. Smagen er dog en blanding mellem grape, citron og meget lidt mandarin. De smagte fantastisk 😉 Måske kan de fås i de større byer i DK, men jeg har aldrig set dem før. Nu bor jeg jo også i provinsen 😉

Satsuma til højre og en mandarin til venstre. De ser helt ens ud, bortset fra farven. Smagen er meget forskellig 🙂

Andet Stop – Europabroen.
På vejen ned til Gardasøen, var vi jo kørt forbi denne smukke bro. Jeg havde planlagt et stop på vejen hjem. Både for at se broen, men også for at gå på Mc. Donalds. Det vidste jeg ville blive et hit hos mine børn. De har godt nok været på en Mc Donalds før, men ikke mange gange og som Nicolai sagde – det er første gang du er med os på Mc D. mor. Og det har han da ret i 😉 Så hvad var bedre end at gøre det i den Mc D. der har den smukkeste udsigt i verden?

Og børnene blev så glade. De tøffede troligt ud på europabroen og hørte om det lidt kedelig (højde osv.) og der var ikke rigtig nogen glæde. Men da vi gik tilbage mod p-pladsen, og vi fortalte dem at vi skulle spise frokost på Mc D. Så kom der store smil, hoppen og glæde 🙂 Nu havde de kære små holdt to uger med dårlig mad og de synes i den grad at de fortjente en lækker burger. Det synes jeg nu også 🙂

Det siger jo sig selv

En høj bro i smukke omgivelser

Nicolai venter tålmodig på sit happymeal. Jeg nyder den smukke udsigt 😉

Jeg synes i øvrigt at Europabroen var en besøg værd. En meget smuk bro i et fantastisk smukt område. Man kan jo ikke andet end at elske Alperne 🙂

 

Tredje stop og første overnatning – Nesselwang
Jeg havde ganske enkelt bestemt mig for, at jeg ikke var færdig med Nesselwang. Det havde været så skønt på udturen, at jeg måtte tilbage og opleve lidt mere 🙂 Vi ankom dog noget sent (ca. kl 17,00) og pladsen var helt booket. Vi blev så skuffet, men fandt en plads på en nærliggende P-plads. Heldigvis kunne vi klare os med strøm og toilet. Det var skønt vejr. 26 grader og solskin. Vi nød den frisk bjergluft og roen. Så snart jeg åbnede bildøren i Nesselwang faldt roen over mig 🙂 Vi snakkede om at vi på intet tidspunkt i Italien, var kommet i ferietempo og været. Det skete så snart vi ankom til Nesselwang. Der var så skønt at vi blev enige om, at se om vi kunne få en plads på selve stellpladsen dagen efter og blive en ekstra dag.
Første nat måtte vi overnatte på P-pladsen der ligger over selve stellpladsen i Nesselwang. Der var helt booket.

Vi var super heldige og det lykkes. Allerede kl. 8,00 næste morgen, kørte en af autocamperne og vi kunne få pladsen. Nu kunne børnene få strøm til deres Ipads, der var Wifi og den smukkeste udsigt til mig. Dagen tegnede bare til at blive perfekt 🙂 Vi gik en tur i den smukke by. Shoppede lidt i Aldi (slik er jo vanvittig billigt i Tyskland) og spiste frokost med den smukke udsigt. Der var solskin fra en skyfri himmel og 26 grader. Hvad mere kan man forlange ?

Vi fik denne flotte plads, med eget blomsterbed og det hele 😉 Udsigten var selvfølgelig ud over bjerget, så jeg kunne nyde min sejr.

Efter frokost tog vi skiliften op til første station og gik ned. Ja, du læste rigtigt – GIK. En kæmpe personlig sejr for mig at gå så langt. Og ud over den seje præstation fra min side, så var det en fantastisk smuk tur. At vandre ned af bjerget mellem køer, får, fugle osv. var bare så skøn en oplevelse. Det tog lang tid (et par timer). Og det var varmt. Vi lavede et lille stop på vejen og fik vand, småkager og frugt. Så hyggeligt det var 🙂 Jeg kunne personligt godt have brugt et par bænke på vejen ned, men jeg klarede det. Godt trætte nåede vi ned og kunne stolte sige at vi havde besejret bjerget.

Der var en enkel bænk, som vi jo måtte benytte. Smuk udsigt over byen, køer og landskab.

Det ser jo ikke så hårdt eller langt ud, men det var det 😉 Heldigvis var stien god at gå på og ned kom vi 🙂

De har flotte postkasser i Nesselwang

Nicolais drømmehus i Nesselwang. Lyserødt og så flot.

Lige en lille sidste tur op på mini bjerget inden vi kører. Ungerne nød at løbe ned 😉

Vi havde en skøn eftermiddag og aften i Nesselwang. Jeg lavede lidt aftensmad med pasta og kylling, vi spillede spil og nød udsigten, bjerg luften og udsigten. Jeg ville ønske vi havde flere dage tilbage af ferien og kunne blive der. Men dagen efter måtte vi videre. Vi fandt i øvrigt ud af hvorfor der var så mange autocampere. Der var nemlig Beerfestival i byen. Hvor man kunne besøge et bryggeri og høre tyrolermusik om aftenen. Det lød rigtig hyggeligt 😉 og tiltrak åbenbart al det grå guld i deres autocampere.

Næsten morgen vinkede vi lidt vemodige farvel til Nesselwang og kørte hjemad.

Anden overnatning – Hodenhagen
På vejen ned til Italien overnattede vi jo syd for Hannover i Hildesheim. Vi var nervøse for at denne plads var overfyldt, når der nu var så mange autocampere i Nesselwang. Så vi ville finde et andet sted. Egentlig ville vi også gerne køre lidt længere. Så vi kørte nord for Hannover og endte i Hodenhagen. Der ligger en Wohnmobilstellplatz, som har ok anmeldelser. Så den fandt vi 🙂 Selve pladsen er meget lille og der er kun plads til 6 autocampere. Der var 6 elstik, men det ene var i stykker. Der var allerede fyldt da vi ankom, så ingen strøm til os. Der var dog rigtig gode forhold til at tømme toilet, spildevand og fylde vand på.

Bag ved pladsen til autocamperne lå der en større parkeringsplads, hvor vi lagde os. Der var rigtig pænt. Der lå en kanal og en sø. Så der var gode tur muligheder og det var faktisk et flot område. Der lå også en stor legeplads lige ved siden af. Og der var også hele 2 konditorier/bageri og en restaurant i meget kort gå afstand. Faktisk et perfekt sted til at overnatte når man er i autocamper. Bageren åbner allerede kl. 6 😉 Vi synes det var et super godt sted at overnatte og kan varmt anbefale det. Desværre  havde vi regnvejr, men i tørvejr ville det have været super flot.

Flot lille sø og tur område – lige ved siden af stellpladsen

Vi fandt plads, som et par andre på P-pladsen bag ved stellpladsen. Der lå vi skønt og uforstyrret 🙂

Vi var tidligt oppe næste morgen og kørte ca. 5 timer til vi ramte vores hjem 🙂 Ca. ved 14 tiden ramte vi Holbæk. Og hvilken gensynsglæde. Børnene var så glade for at komme hjem til alle deres normale ting. Katten kom løbende os i møde og vi nød alle at tisse på et ægte toilet 😉

Autocamperferie når man er begrænset og syg

Min sygdom
En hurtig opdatering på hvad jeg fejler til jer der ikke kender mig. For 1½ års tid siden fik jeg konstateret æggestokræft. Jeg fik hurtigt fjernet underlivet, fedtforklæde, bughinde osv. En operation på over 9 timer. Jeg fik efterfølgende 4 operationer, da mit sår ikke ville hele og sprang op hele tiden. Det tog 8 måneder at hele. Så fik jeg tilbagefald i december 2017. Denne gang fik jeg 6 gange kemobehandlinger og efterfølgende er jeg kommet i behandling med Olaparib. På nuværende tidspunkt er der ingen synlig kræft og jeg skal fortsætte med Olaparib. Forløbet har gjort mig meget svag. Min ellers meget aktive krop, kan stort set intet. Bare at gå få meget er en kamp. Jeg har en kæmpe mave Pga. operationerne, evige smerter, taber håret osv. Kunne blive ved. Men jeg kæmper hver dag for at komme videre. Det var den hurtige opdatering på området. Man kan læse meget mere om min kræft i dagbogen her på bloggen.

Fordelen ved at autocampere med handicap
Jeg følte jeg havde taget et godt valg, netop ved autocamperen. Jeg kunne sove når jeg havde behov, jeg kunne undgå for mange fremmede bakterie ved at bruge autocamperens toilet og bad (dårligt imunforsvar), og jeg kunne have alle ting med, som jeg havde behov for. Vi kunne gå ud, når jeg havde overskud til det og kunne blive hjemme, når jeg havde dårlige dage. Familien kunne stadigvæk blive underholdt, selvom jeg havde en dårlig dag. Så på den måde var autocamperen faktisk et godt valg.

Udfordringerne
Jeg blev dog noget mere udfordret end jeg havde regnet med. At blive hevet ud af min hverdag, var lidt mere vanskeligt end jeg havde troet. Når jeg tuller rundt herhjemme, kører alting efter et fast skema. Hvornår jeg bader, handler, tager medicin, spiser osv. Men på ferien gik det helt galt. Tidligere har jeg elsket netop det at slippe alle faste rytmer, men det var meget svært, når medicinen skal taget fast, noget forskudt af mad, andet med mad osv. Så jeg følte lidt kaos må jeg indrømme. Jeg fik dog bygget et hverdag op også på ferien. Det betød at vi måtte kører rimeligt efter et skema og spise på bestemte tidspunkter, være aktive om formiddagen, når jeg havde energi osv. Det kunne min familien heldigvis sagtens klare og vi fandt hurtigt rytmen.

Der hvor jeg blev mest udfordret, var på min fysik.  Jeg var meget svagelig, da vi rejste. Jeg kan ikke gå mange meter, bliver hurtig træt (har dage hvor jeg kan sove 24 timer), og  er som skrevet meget afhængig af mad og medicin på bestemte tidspunkter. Det fyldte virkelig meget på ferien. Hvis vi ville væk fra campingpladsen, så skulle vi gå, enten kunne vi vælge at gå langs vejen, som betød meget stigende terræn eller vi kunne gå langs søen, som betød at vi skulle gå i sand (hvilket er super hårdt). Ingen af stederne var der bænke, det var varmt og fugtigt. Så jeg var virkelig udfordret. Men jeg klarede det rigtig mange dage, hvilket jeg er stolt over 🙂

Min personlige sejr
Hele ferien har faktisk været en sejr. Flere gange om dagen er jeg gået over min ydeevne og mine grænser. Jeg har hele tiden skulle være på og være frisk. Hvis ikke for familien, så få nogle andre. F.eks har jeg hele tiden skulle  have BH på. Den sidder lige over mit ar og irriterer. Herhjemme går jeg ofte uden, for at undgå det, men på ferien måtte jeg have den på hele tiden. Jeg måtte også have mit mavebælte (stort elastikbælte) på hele tiden. Det har jeg også herhjemme, men der er er det ikke så varmt. Men jeg har klaret det. Og det har være ok, for det gør jeg gerne for min familie 😉 Jeg har så ligget flad en hele uge efter jeg kom hjem 😉

Den største sejr var uden tvivl at vandre ned af bjerget. Jeg var og er stadigvæk vildt stolt over at have gjort det. At sidde bagefter og kigge op ad det bjerg var fantastisk og jeg var så stolt som hvis jeg havde besteget mount everest;) Jeg kan slet ikke beskrive det 🙂 Det blev meget symbolsk for mig.

Efter jeg er kommet hjem fra ferien, føler jeg at jeg har fået en stærkere krop. Hvilket jo er fantastisk. Bare en lille smule og det tager jeg med glæde imod 🙂 Om ikke andet har jeg været sammen med mine børn.

Var vi glade for at rejse med autocamper?
Det er der ingen tvivl om. Da vi i foråret fik vi tilbudt, at låne en autocamper i 5 uger, blev vi rigtig glade. Det var jo fantastisk. Når vi efterfølgende har snakket om både vores tur til Vesterlyng og til Italien, så er vi meget enige om at det er super skønt, at rejse med autocamper. Det giver en god tryghed, at man har alt med sig hele tiden. For en familie som os, hvor børnene har brug for faste rammer, og jeg har specielle behov er det perfekt. I princippet kunne jeg sove, når jeg havde behov, blev ikke udsat for fremmede bakterier i større grad (dårlig imunforsvar), kunne have alle de ekstra pleje ting med, som jeg har behov for og man kan selv lave mad (hvilket giver mulighed for en billig ferie).

Det giver også nærvær og god kvalitets tid sammen som familie. Man er nød til at være i samme rum, finde på at spille brætspil og snakke sammen 🙂 Og det hygger vi os alle 4 meget med. Alle har godt af at blive hevet ud af hverdagen. Ikke mindst børn, som ofte bliver fyldt med alt for mange ting. De skal hele tiden noget og ellers køre telefon/ipad/tv. Og vi voksne herhjemme er også rigtig dårlige til at fravælge tvét om aftenen. Så det var dejligt at blive “tvunget” til samvær 😉

Samtidig får man også mulighed for at se en masse, dog må jeg sige at illustrationen om, at være frie og uafhængige går lidt af fløjten, med alle de autocampere der er i de områder vi kørte i. Der er autocampere over alt og man er aldrig alene 😉 Det skal man være opsat på. For rigtig mange år siden var min mand og jeg på tur til Norge, med vores campingvogn. Vi kørte bare rundt og overnattede hvor vi nu fandt et flot mulighed. Allerede dengang var det lidt problematisk at finde pladser hvor vi kunne være alene (det lykkes dog som regel). Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det er i dag, med det autocamper boom der har været de sidste år.

Jeg tror man skal være meget social, til byer, være aktiv og elske det lidt turistede liv. Så er autocamping helt sikkert et hit. Hvis man er to voksne, der finder en plads, lidt uden for en by, går eller cykler ind til byen og nyder serværdigheder, cafe- og restaurant besøg, kan nyde solnedgangen fra en p-plads, så er det den mest skønne ferie form man kan finde. For familier med børn er jeg lidt i tvivl. Der er det nok bedre med en campingvogn og campingpladser. Der  har børnene mulighed for legepladser og venner. Dermed er der også lidt mere afslapning til os voksne 😉

Drømmen om den totale frihed i autocamper, eksisterer endnu. Drømmen om bare at køre der ud af, være alene, finde smukke overnatningsmuligheder hvor man er alene, og opleve verden, sidder dybt i mig, men jeg må erkende at den ikke er en mulighed. Hverken jeg eller min mand kan lide at køre så stor en camper (måske kunne man finde en anden model, der var bedre/lettere at køre), og der er alt for mange andre der har samme drøm (og udlever den) Måske kan drømmen om frihed udleves i andre dele af verden? Det har vi desværre ikke mulighed for at undersøge.

Igen handler det om forventning og vores var nok urealistiske. Men nu har vi prøvet det og har på trods, dejlige minder med hjem 🙂

 

 

Læs om hele vores ferie.

Første del af vores ferie, finder du her – 1. del
Anden del af vores ferie, kan du læse om her – 2. del
Tredje del finder du lige her – 3. del

(Visited 157 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *