Weekenden bød på flere dejlige oplevelser. Vi var blandt andet på besøg hos Jordbærbonden og plukkede hele 5 kg. jordbær. Så vi har spist så mange jordbær, at vi næsten ikke kan spise flere 😉 Det blev dog også til en lækker middag med grillet flanksteak og så det smagsfulde palmekål. Det er virkelig min favorit kål. Hvis du ikke har smagt det, så kan jeg varmt anbefale at du gør det. Det smager så godt. Især når man steger det i lidt smør 🙂
Der er så endelig også kommet lidt regn over Holbæk, så der har været lidt indendørs aktiviteter også. Det har været lidt svært at accepterer for børnene, nu hvor det bare har været varmt, solskin og sydlandsk stemning i flere måneder (sådan føles det), men ok haven havde godt af lidt regn 😉
Besøg hos Jordbærbonden og to børn der bare har storspist flere jordbær, end de kom i spanden 😉
Flanksteak med smørstegt palmekål
-4 personer
600 g Flanksteak
salt og peber
1 dl piskefløde
1 stk. palmekål (ca. 1 kg.)
25 g smør
Flanksteak
Gnid stegen med salt og peber. Grill den ca. 6 minutter på hver side – indirekte og husk bakke under, hvis du ønsker sauce (du kan også stege den på en pande). Dette er en cirka tid, da du måske ønsker dit oksekød mere eller mindre stegt. Hvis du bruger stegetermometer, så plejer jeg at tage den af når den rammer 52 grader. Så stiger den i graderne, mens den hviler. Pak stegen ind i sølvpapir og lad den hvile i ca 20 minutter.
Sauce
Hæld piskefløde i bradepanden og lad den koge ind, sammen med stegeskyen til en sauce. Smag til med salt og peber. Kom evt. lidt okse bouillon i.
Palmekål
Skær de groveste stængler fra palmekålen og rens den godt under vandhanen. Dup kålen tør. Smelt smørret på en pande på grillen og steg kålen et par minutter. Drys med lidt salt. Det skal sige at du også bare kan lægge kålen på risten et par minutter, tage det op i en skål og vende smeltet smør over. Vi kan dog bedst lide det stegt på en pande, så får det mest smør smag 😉
FruSpinat.dk