Godt Nytår – tanker om det gamle og det nye år

Julen og nytåret er altid nogle dage, hvor jeg sætter mig op tænker lidt om året der er gået og året der kommer. Jeg tror det er en sund ting at gøre. Jeg fyldes af taknemlighed over, at få lov til at have fået et år mere med mine børn. Det var jeg bestemt ikke sikker på for et år siden. Jeg fyldes af taknemlighed over alle de dejlige ting året har bragt, på trods af den hårde kamp. Hvordan mon det nye år kommer til at gå?

Det gamle år
Det har været et meget blandende år for mig. Fyldt op og nedture. De helt store følelser har været i gang og aldrig har jeg følt mig mere glad for at leve. Men jeg har bestemt også været der, hvor jeg ikke kunne se livet positivt og bare muligt.

Det gamle år startede jo på en helt forfærdelig måde. Jeg havde lige fået første gang kemoterapi og det var så hårdt. Man kan ikke beskrive hvordan kemoterapi føles. Mine bedste ord for det er – død og smerte. Jeg følte mig helt død i de måneder hvor jeg fik det. Jeg ved det lyder mærkeligt, men min krop var ligesom bare væk. Den gjorde så ondt, men var alligevel væk. Jeg var også lukket helt af for følelser, da jeg bare skulle overleve. Det var nogle hårde måneder og jeg aner ikke hvordan jeg kom igennem dem. Hver dag skulle jeg kæmpe for ikke at vise børnene hvor dårlig jeg var, og jeg skulle tage mig sammen for at være bare en lille smule mor. En frygtelig periode.

Men perioden bragte dog også nogle fantastiske ting med sig. Jeg ændrede mig så meget under det forløb. Lærte at sætte pris på hver en vejrtrækning og de små øjeblikke i livet. Jeg lærte hvad vi mennesker kan gøre af små ting, som virkelig betyder noget for andre. Jeg lærte at finde glæde i at smøre madpakker og lave andre små hverdagsting. Og vigtigst af alt lærte jeg, at jeg er stærk.

Vandt over kræften
For jeg vandt kampen mod kræften, og så anden gang. Det var et langt og opslidende kemoforløb, men jeg slog den. Og lad mig sige at det havde lægerne ikke regnet med. Da jeg i maj fik meldingen om at der ingen synlig kræft var at se på min scanning, der overraskede jeg alle 🙂 Hvor følte jeg mig stærk. Lægerne var så overrasket, for de havde kun turde at håbe på at stoppe kræften. Men jeg tryllede den væk 🙂 Jeg var og er dog bevidst om, at jeg er uheldbredelig syg af kræft stadigvæk. Den kan vende tilbage når som helst. Det tog mange måneder at turde at tro på livet igen. Faktisk var det først i slutningen af november, jeg fik vendt min hjerne, til at tro på livet og en fremtid.

Et af mine absolut øjeblikke fra sommeren 2018 var dette. Vi var på besøg hos jordbærbonden.
Ungerne spiste så mange jordbær og var total over lykkelige. Det var fantastisk.

Sommeren
Den fremstår absolut fantastisk. Alle de skønne dejlige dage med sol og varme er jo skønt for sjælen. Jeg blev færdig med kemobehandlingerne i maj og var rimelig frisk hen over sommeren. Det gav mulighed for 2 fantastiske uger i autocamper, hvor vi var lå i Vesterlyng. Børnene havde et par skønne uger der og vi voksne nød virkelig naturen. Vi fik også 3 uger i autocamperen, hvor vi kørte sydover til Gardasøen. En ubeskrive skøn tur, hvor vi virkelig var sammen og nød hinanden. Gardasøen var så slet ikke os, men heldigvis husker vi turen som god, især turen derned og hjem. Vi havde nogle skønne dage i det sydlige Tyskland, som gav mig så meget livsglæde og livsmod.

Året billede blev jo nok dette fra vores ferie i Lazise. Smukke børn og smuk solnedgang over Gardasøen

Årets stjernestund var uden tvivl da jeg sammen med familien, gik ned af bjerget i Nesselwang.
På alle måder en fuldstændig fantastisk dag.

Sommeren bragte også mange dejlige udflugter. Vi var bla. med farfar på Orø, har været ved stranden, i skoven, hos jordbærbonden, ved havnen, i Bonbonland, grillaftener i haven og meget mere. Og bedst af alt bragte sommeren også min sommerfest, hvor alle mine kære var med til at fejre livet. Det var en skøn dag i haven, med grill og slushice. Skønne samtaler og nærvær. Tak for den dag alle sammen 🙂

En anden stjernestund var da vi var på bakken. Bagefter var vi i skoven og se Røde orm.
Børnene var så glade og det var en super dag.

Efteråret
Jeg begyndte at få det halvskidt igen efter en influenzavaccination i september. Siden har jeg været konstant syg, med dårlig mave, smerter, hoste, forkølelse osv. Jeg får alt hvad ungerne slæber med hjem og har det bare skidt. Jeg får bange anelser, men forsøger at slå det hen, med at det er den vaccination eller psykisk. Jeg arbejder meget med mig selv psykisk og det giver pote. Ikke at jeg får det bedre fysisk, men mentalt begynder jeg at få det bedre. Jeg når så langt at jeg begynder at drømme om at se Laura blive konfirmeret og at der er en fremtid. Fysisk går det dog ned ad bakke.

December
Flyver helt ubemærket forbi. Jeg har det så dårligt og prøver på trods at få alt arrangeret til julen. Gaverne bliver købt, drillenissen flytter ind og laver drillerier hver dag. Det er super hårdt for mig og jeg bryder ofte grædende sammen om aftenen. Jeg vil så gerne give børnene denne dejlige jul. Julen skal ikke være fyldt af frygt og sygdom, når man er 8-10 gammel. Jeg forsøger at holde meget fra dem, men det er så svært.

Jeg bliver ekstra dårlig og får dårlige blodprøve resultater og vand i den ene lunge. Jeg er virkelig syg. Kan knapt gå på toilettet selv. Jeg får drænet 2,9 liter væske af højre lunge lige inden jul. Det gør at jeg heldigvis kan holde nogle gode juledage. Især juleaften er fantastisk og dejlig. Vi var inviteret ud i år og det var bare så dejligt. Skønne mennesker, glade børn og en følelse af lykke i mig 🙂 At se mine børn så lykkelige og at have så god en aften betyder alt for mig.

Dagene efter jul er også gået ok. Jeg er træt, og sover ekstra. Vi har alle fået en ordentlig gang forkølelse og hoste. Men det er ok. Der er rigtig mange tanker om kræften er tilbage eller ej. Vi får svar d. 3. januar og jeg må indrømme at jeg glæder mig til at få det svar. Det er en ulidelig venten. Jeg kan ikke forstå hvis kræften er tilbage allerede. Jeg tager jo Lynzaparib, som skulle sørge for at det ikke sker, og jeg synes virkelig ikke at jeg fortjener at det kommer allerede. Men jeg må også erkende, at alle symptomer er der. Mine smerte, blodprøverne, væsken i lungerne også. Jeg forsøger ikke at tænke for meget over det, men kan mærke at fylder. F.eks kunne jeg ikke helt nyde juleaften, for begyndte jeg at føle, ville jeg græde hele aftenen, så jeg lukkede for alle følelserne. Det er nemmere. Men det gør jo også at jeg ikke kan føle den glæde der er. Jeg har lukket af. Men jeg græder når jeg er alene. Tanken om at skulle igennem kemo igen er bare så møg uretfærdig.

I dag forsøger jeg at blive frisk til i aften. Nytårsaften skal fejres med maner. Vi skulle have været i Tivoli hele dagen, men det har vi lavet om. De lover regnvejr og hele familien er fortsat snottet, hoster og  hakker. Så vi har laver hyggedag herhjemme. Robert tager børnene med i biffen og måske en tur på Isrosen (skøjtebane). Så har de fået lov til at få bland selv slik fra den søde tand (sker aldrig). Så laver vi fest herhjemme og mon ikke der sniger sig et spil talbingo med gaver, ind i aften 🙂 Det skal nok blive hyggeligt.

Det nye år
Alt er jo stort set et kaos. Jeg kan intet planlægge før efter d. 3 januar. Hvis jeg skal igennem et kemoforløb igen, så kommer det meste af året til at gå med elendighed og kamp igen. Hvis det ikke er kræft, så skal livet leves, fejres og nydes. Det er godt nok to meget forskellige udsigter. Jeg håber så inderligt, at det er livet jeg skal nyde. Jeg har flere rejser, jeg gerne vil på, flere mennesker jeg gerne vil møde, gamle venner og familie jeg vil tilbringe tid med og et par dejlige børn, som jeg bare skal knuselske. Jeg har så meget at give og opleve i det nye år. Jeg håber virkelig at jeg får lov.

Nytårsforsætter
Dem plejer jeg at have mange af. Lange lister hvert år. Måske ikke fysiske lister, men jeg har altid tænkt – efter nytår skal jeg…………….. Ja, der var mange ting. I år virker alle de ting så ubetydelige. Jeg ønsker bare endnu en dag, hvor jeg kan se mine børn, kramme dem og mærke dem. Endnu en dag hvor jeg kan leve og ånde. Og ikke mindst endnu en dag uden sygdom og hvor jeg har det bare ok. Små beskedne ønsker, som jeg nok aldrig før har tænkt så meget over. Har nok bare taget det som en selvfølgelighed. Det gør jeg bestemt ikke mere. Nu takker jeg for hver en dag.

Netop taknemlighed fylder meget. Især taknemlighed til jer alle. Jer der er omkring mig og familien. Jer der giver mine børn, dejlige fredelige stunder, med legeaftaler, nærvær og hygge, jer der snakker med mig, jer der bare er der og jer der tænker på mig. Hver en lille ting betyder så meget for mig og familien. Hver en legeaftale, kop te, hygge middag, cafebesøg osv. Det betyder alt 🙂 Intet er for småt 🙂 Jeg er så fyldt af taknemmelighed for alt. Det lyder måske mærkeligt, men sådan er det. Uden jer ville jeg ikke kunne klare den 🙂

Gamle venskaber
Jeg savner meget mine gamle venner. Vi har faktisk mistet eller ikke set mange af vores venner siden jeg blev syg. Det er jeg rigtig ked af. Jeg er ikke sur, bitter eller andet, men jeg savner mange af jer, og det gør børnene og Robert også. Jeg ved det kan være svært at være sammen med en der er uhelbredelig syg. Man bliver husket på sin egen dødelighed og måske bliver man fyldt med dårlig samvittighed over ikke at kunne give nok. Jeg forstår det. Men I skal vide at I er savnet og er så hjertelig velkommen til at kontakte os igen, hvis I skulle have lyst. Vi forventer intet andet end nogle dejlige hyggelige stunder med jer 🙂 I må ikke tror at vi forventer at I er der 24 timer i døgnet og at vi skal være konstant sammen. At ses et par gange om året er også givende og hyggeligt.

Vi kan stadigvæk grine, fjolle og være hyggelige. Måske er der ikke den store servering, men pizzaér og kaffe kan vi altid klare. Så ring endelig hvis I skulle have lyst til at se os igen 🙂 At være sammen med os igen kræver ingen undskyldninger, dybe snakke, forklaringer eller andet. Det kræver bare at I har lyst til at se os 🙂 Så måske skal det være din nytårs mission 😉

Det ønsker jeg mig
Livet og at mine børn har det godt 🙂 De ting giver sig selv. Ud over det ønsker jeg mig dejlige stunder med familie og venner. Bare lige en kop te hist og her, et lille besøg, en middag, en legeaftale, en tur i skoven, et par linjer på Facebook, et telefonopkald eller noget af alt det andet vi plejer at lave sammen. Det er de ting jeg lever for og af 🙂

Jeg ønsker at blive beriget som menneske. Beriget af andre mennesker, naturen, kunsten, rejser, bøger, film og alt andet. Jeg er sikker på at ligegyldig om kræften er tilbage eller ej, så bliver år 2019 et fantastisk år. Måske bliver det hårdt og lærerigt. Men jeg ved at det bliver fyldt med glæde, lykke, nærvær og gode stunder. Jeg tager det der kommer.

Tak for det gamle år til alle jer jeg kender og jer som følger mig. Tak fordi I har givet mig så meget og tak for at I har lyttet. Tak til mine kære vidunderlige børn, som giver mig livet og tak til Robert for altid at være der. Tak for alle stjernestunder der har været og Tak for alle dem der kommer 🙂

Jeg ønsker for jer alle at I får et helt fantastisk Nytår år. Med en festlig aften og at det nye år bringer jer held, kærlighed, nærvær, omsorg, lykke og glæde.

GODT NYTÅR.

(Visited 178 times, 1 visits today)

4 thoughts on “Godt Nytår – tanker om det gamle og det nye år

  1. Åhh altså Nina hvor er du dog fantastisk, jeg krydsere alt hvad jeg kan krydse for dig frem til d. 3 -1 Det gør mig virkelig ked af det at du skal gå så meget igennem, dig som altid har/er være så sød ved alle. Vi havde en skøn tid på Hyldegårdsvej, vi grille meget det var en dejlig tid vi havde der Kh. Helle

    1. Tak søde Helle. Ja, vi har haft mange gode timer sammen 🙂 Mindes hver og en med glæde. Skønne rødvin og grillaftener i haven 🙂 Godt nytår til dig og dine kære 🙂

  2. Kære Nina.
    Vi kender kun hinanden online hvor du har betydet meget for mig gennem AV.
    Jeg er ked af at læse at kræften allerede er tilbage igen. Det er fuldstændig urimeligt. Den lortesygdom har åbenbart ikke læst reglerne! Bliv væk blev der sagt!
    Jeg har lånt en ide jeg så på nettet et sted. Hver uge skriver vi en seddel med noget godt som er sket i den forgangne uge. Sedlen puttes i en krukke. Til nytår kan de tages op og vi kan huske og genopleve alt det gode fra året der gik. Tidsperspektivet og strengensen kan man jo sætte som man vil. Det kan fx. være daglige sedler og “status” i weekenden. Måske kan I bruge ideen for at fastholde alle de gode øjeblikke.
    Sender dig og familien mange tanker og ønsker om at I finder styrke til at komme igennem dette igen.
    Kh Mette

    1. Kære Mette.
      Mange tak for de søde ord og ikke mindst for den super gode idé. Den er klart værd at arbejde med. Det vil vi prøve. Tak 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *