Er du god nok til at få fisk? Jeg indrømmer, at det er jeg ikke. Og det er lidt mærkeligt, for jeg elsker fisk, faktisk rigtig meget. Især efter at jeg er blevet syg, smager det mig godt. Men jeg synes bare at at det er alt for dyrt. Og så ender vi ofte med kedelig frost udgave. Her fik jeg fat i nogle lækre torske loins, godt nok også fra frost, men de var overraskende gode.
Her laver vi skønne torske loins med persille crust og hollandaise. Fantastisk. Det var lækkert at stå ude i solen og grille 🙂 og retten kan dog også laves i ovnen (og smager lige så skønt). Det her er en dejlig og smuk måde at få fisk på. Den persille crust giver fisken et lækkert twist og noget andet smag 🙂 Hvis du så også lige topper den med hjemmerørt hollandaise sauce, så er der ikke et øje tørt 🙂
Og hjemmerørt hollandaise er nemt at lave. Jeg ved at mange frygter at skulle lave de her gamle ægte sauce, men det er altså bare at kaste sig ud i det. Og en ting lover jeg – det er, at når man først har smagt en hjemmelavet f.eks hollandaise eller bearnaise, så er det dét man vil have hver gang 😉 Prøv engang og se her hvor nemt det er 🙂
Retten kan selvfølgelig også laves i ovnen og på komfuret.
Husk du kan følge mig på
Facebook og på Instagram.
Grillet torske loins med persille crust
og hollandaise
Opskrift af FruSpinat.dk
Fisk
4 torskefilet (loins)
2 skiver lyst toastbrød
1 dl. hakket persille
skallen af en halv citron
50 g. blødt smør
salt og peber
smør til at stege i
Hollandaisesauce
250 g smør
3 æggeblommer
2 spsk. citronsaft
2 spsk. hvidvin
salt og peber
Kom brødskiverne (uden skorper) i en blender, sammen med persille, citronskal, salt og peber. Blend til det er helt fint. Rør det bløde smør med brødblandingen. Fordel det over fiskestykkerne. Kom fiskestykkerne på en varm pande med smør. Steg fisken i ca. 6-8 minutter med lukket låg på grillen. Tag fisken af grillen og lad den hvile mens du laver saucen 🙂
Lige inden servering kan du lave din sauce. Varm æggeblommer, citronsaften og hvidvinen lidt op. Tilsæt den klaret smør (smør der er smeltet langsomt – og ikke det grumset nederst i gryden). Og så skal der piskes. Pisk til du har den rette konsistens. Det er lidt nemmere at styre over et vandbad. Men er du uheldig og saucen skiller, så tilsæt 2-3 spsk. iskoldt vand og pisk igen. Saucen serveres med det samme.
Kan serveres med kartofler og (eller) en god salat.
Tip
Hvis du laver fisken i ovnen, skal du gøre følgende
Kom brødskiverne (uden skorper) i en blender, sammen med persille, citronskal, salt og peber. Blend til det er helt fint. Rør det bløde smør med brødblandingen. Fordel det over fiskestykkerne. Kom fiskestykkerne på en varm pande med smør (panden skal være varm). Sæt panden med fisk i en 220 grader varm ovn i ca. 6-8 minutter. Tag fisken ud af ovnenog lad den hvile mens du laver saucen 🙂
FruSpinat.dk

Den rå flotte fisk med brødblandingen over.
Dejlig fisk på grillen
Som i øvrigt ser sådanne ud 😉
Klar til at spise. Der mangler kun en skål kartofler 😉