Har du ondt i maven? – af Diætisthuset.

Mange mennesker oplever at have ondt i maven eller dårlig mave. Vi vender os til det og det bliver en normal tilstand for os, men det er ikke noget vi skal have.  Jeg har selv et par ting jeg lige skal afprøve. Bla. det med vandet 😉 Det er Klinsk Diætist Trine Klindt fra Diætisthuset, der har skrevet indlægget.

Det vigtigste budskab er at det ikke er normalt at have ondt i maven eller dårlig mave. Det fik mig til at tænke.

mave

Har du ondt i maven?

– af klinisk diætist Trine Klindt

Maveproblemer som forstoppelse, oppustehed, øget flatulens (prutter meget), diarre samt smerter og/eller kramper i maveregionen er meget almindelige hos store dele af befolkningen – men alligevel slet IKKE normale!

Hvis du har nogle af ovenstående symptomer, er det sandsynligt at det er uhensigtsmæssige spise-/drikkevaner eller noget i din mad og/eller det du drikker, som du enten slet ikke kan tåle – eller kun tåler i små mængder.

De mest almindelige årsager til ét eller flere af førnævnte symptomer er:

1. For lidt væske.
Du skal minimum drikke 0,35 ml. væske pr. kg kropsvægt pr. dag. Dvs. vejer du 70 kg, skal du drikke (0,35 ml * 70) ca. 2½ l væske pr. dag og størstedelen skal helst være vand. Træner du intensivt ½ time, skal du drikke ½ l. ekstra væske i forbindelse med træningen (før/under/efter). Det påvirker fordøjelsen negativt og du kan få forstoppelse + ondt i maven af at være i væskeunderskud.

2. For få kostfibre.
Du skal have mellem 25g og 35g kostfibre pr. dag. Kostfibre skaber en god tarmbakterieflora og giver afføringen en pasende konsistens. Kostfibrene får vi primært fra fx fuldkornsbrød- og pasta, havregryn, havreklid, kerner, bønner, linser, grove grønsager og noget frugt. For at få nok kostfibre/dag (30g), kan du fx spise:

  • 50g havregryn
  • 1 æble (100g)
  • 2 skiver rugbrød (100g)
  • 200g grove grønsager (fx blomkål, rødbede, gulerod)
  • 100g kogte brune bønner

3. For meget kaffe.
Hvis du drikke mere end 2 kopper kaffe om dagen og har én eller flere af førnævnte symptomer, så minimér dit daglige kaffeindtag til max 2 kopper pr. dag. Drikker du allerede kun 2 kopper/dag, så prøv at stoppe helt med at drikke kaffe i 3 uger og se om det begrænser symptomerne.

4. For lidt bevægelse i hverdagen.
Fordøjelsen påvirkes positivt af, at du er fysisk aktiv. Sidder du meget ned på dit arbejde, derhjemme eller i bilen, så forsøg at få nogle minutter lagt ind hver time, hvor du kan få rørt dig. Optimalt bør du træne din krop minimum ½ time om dagen og derudover gå, hvad der svarer til 10.000 skridt om dagen.

5. Uhensigtsmæssig bakterieflora.
Prøv en kur med probiotika (mælkesyrebakterier)

6. Glutenallergi.
Du tåler ikke gluten, som findes i hvede, byg og rug. Dette bør undersøges ved en speciallæge ved hhv. blodprøve og en skopi (kikkertundersøgelse af tyndtarmen). Du bør spise glutenholdige fødevarer i tiden inden du skal undersøges (de sidste 1-3 mdr), ellers kan både de kliniske og de medicinske tegn på glutenallergi være forsvundet.

7. Laktose- og/eller fruktoseintolerance.
Du kan have svært ved at fordøje laktose (mælkesukker) og/eller fruktose (frugtsukker) fordi du ikke producerer nok af enzymerne laktase og/eller fruktase – eller fordi enzymerne ikke virker som de skal. Hvis du vil vide om du er laktoseintolerant skal du få lavet en blodprøve og måske også en pusteprøve. Fruktoseintolerance kræver kun en pusteprøve. Du kan også forsøge at undlade fx laktose eller fruktose i 3 uger og se om dine symptomer forsvinder!

Der kan selvfølgelig være mere alvorlige årsager til dine problemer med maven, så gå altid til lægen, hvis symptomerne er længerevarende eller er meget udtalt. Du bør da undersøges for bl.a. tarmkræft, tarmbetændelse, divertikler, forsnævringer, tarmslyng og uvelkomne bakterier i tarmen.

Har du været hos lægen og har du forsøgt ovenstående punkter (i minimum 3-6 uger) kan du forsøge at afprøve LOW FODMAP diæten. Denne diæt er lidt svær at gå i gang med på egen hånd, så kontakt evt. en diætist med erfaring/uddannelse i denne diættype.

Der er altid en årsag til at du har ”problemer med maven” og den/de bør du forsøge at finde – så din mave kan blive glad igen.

Af klinisk diætist Trine Klindt fra Diætisthuset

(Visited 367 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *