En dejlig dag fuld af oplevelser i Legoland

I øjeblikket samler vores familie på gode oplevelser. Nogle af de her helt specielle oplevelser, som man husker og glædes ved om flere år. Og det her var en af de helt gode oplevelser 🙂

Jeg har ikke været i Legoland siden jeg var barn, så det er rigtig mange år siden. Forventningerne var derfor meget store, da jeg en tidlig morgen pakkede bilen med mand og børn – og satte kurs mod Billund. En lang tur fra midt Sjælland, men det gik.

Vejret var varmt og solrigt. Skønt vejr til Legoland. Da vi nåede frem til Legoland, var der desværre mange andre der havde fået samme ide som os, og jeg må indrømme at jeg frygtede lidt for dagen. Især vores mindste har svært ved mange mennesker, og får nemt for meget. Men heldigvis blev min frygt gjort til skamme.

Mine børn nåede kun lige indgangen før de mødte en pirat – altså sådan en levende en der snakkede og havde et sejt svær. Hold da op for et hit. Se lige billedet her.

Indgang legoland med pirat

Den farlige pirat ved indgangen

Så nåede vi frem til nogle legodyr, som også bare måtte afprøves, da far måtte tilbage til bilen, da han havde glemt sin tegnebog (ikke så smart).
Den vej

 “Den vej Nicolai”. Sjove legodyr ved indgangen.

Endelig kunne vi komme ind i selve Legoland. Her var rigtig mange mennesker, men det var faktisk kun ved selve indgangen. Der var massere af plads da vi kom lidt væk derfra. Vi faldt straks over Legolands nyhed med et helt land med Lego Friends. Laura er vild med Lego Friends og det var fantastisk for hende at se et kæmpe land med det. Lykken blev så uendelig da hun opdagede at man kunne få taget et billede med alle pigerne. Flot Ikk´?

Lego Friends Laura

Laura og Lego Friends

Lego Friends Nicolai

Nicolai og Lego Friends. Når storesøster synes det var sjovt, så skulle han da også sidde der, med sit tandpastasmil 😉

Nicolai var ved at lette af begejstring, da han opdagede alle togene, man kunne køre med. Især det lille tog, som han kunne prøve alene var et hit og så højbanen. Den lille bane blev prøvet 6 gange og højtoget hele 4. Men er man 3 år og ens største helt er Thomas tog, så bliver det bare ikke bedre.

Vi var også på besøg hos høvding Langøre. Børnene var vilde med alle hans historier (tror han mindede lidt om farfar). Vi blev der i laaaang tid. Børnene lavede snobrød over bålet og hørte mange historier. De var endda også inde i Langøres tipi. Tror de kunne have tilbragt hele dagen der. Det var som at blive lullet ind i en helt anden tidslomme og det var bare fantastisk. Og må virkelig rose Langøre for at leve sig helt ind i børnenes verden. Elsker voksne der kan og gør det.

Laura og Langøre

Laura og Langøre

Laura og Nicolai hos Langøre

Fortæl mere, Langøre

Også det kæmpe store legeområde var et hit. Der er fald underlag, så forældrene kan føle sig trygge og lade børnene udforske området på egen hånd. Tror vi tilbragte over en time der. Det var bare en god legeplads. Og det kompenserede for at moren ikke havde badetøj og håndklæder med til det fantastiske vandlegeområde, de kære små ikke kunne prøve (der var mor bare ikke populær). Så 1000 tak for det gode legeområde.

Vi prøvede rigtig mange andre ting i Legoland her er nogle af billederne.

Nicolai i bilBiler man selv skal styre – det var Nicolai helt overbevist om 😉

Tog

Det lille tog, man kan prøve uden forældre

højbane 1

 Dagens absolutte hit – højbanen

Frokosten og aftensmad havde vi valgt at købe i parken. Begge dele var ok, men ikke den store oplevelse. Det var meget dyrt og udvalget var begrænset. Men ok, det var børnenes dag og de nød al den købemad. De blev mætte og fik massere af is. Så en perfekt kulinarisk oplevelse når man er 3 og 6 år.

Må også lige nævne her til sidst at selvom der var rigtig mange mennesker, var det meget få steder at der vi stod i kø. Og det er jeg rigtig glad for med to små børn.

Alt i alt var det en rigtig dejlig dag i Legoland og det er bestemt ikke sidste gang at vi besøger stedet. Tror dog at vi vil vælge at finde noget overnatning f.eks på Hotel Legoland, men prøv også at se de andre muligheder her på Legoland Holidays. Hvor det dog fristede at hvile sig inde køreturen hjem. Børnene var brugte, men vi forældre var nok mere trætte, efter end skøn dag i Legoland.

Jeg tror at vores familie har startet en ny tradition og skal til Legoland en gang om året. Både børn og voksne stemmer for. Så snyd ikke jer selv for en tur til skønne Legoland. Også selv om I har større børn. Jeg kiggede nemlig lidt på alle forlystelserne og jeg synes både store og små er tilgodeset i Legoland 🙂

5 ud af 5 stjerne til Legoland her fra 🙂 Tak for en dejlig dag, vi kommer helt sikkert igen.

(Visited 24 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *