Lækre brød, men en fantastisk smag fra løg og persille. Brødene er helt specielle da det er små fine tynde lag. Det giver en anderledes konsistens end et kompakt fladbrød. Fyldet ligger også ligesom inde i brødet i lag. Virkelig lækkert.
Brødene minder lidt om indiske brød, men det er jo en kæmpe specialitet, og speciel bagemetode, som jeg slet ikke besidder. Men disse brød er nu et meget godt forsøg. Om ikke andet smager de rigtig dejligt 🙂 Brødene kan bages på en stegepande på komfuret, men de kan selvfølgelig også tilberedes ude på grillen. Samme fremgangsmåde.
Vi nyder brødene til f.eks wok, boller i karry eller andre gryderetter. Og de er altid et hit 🙂 Her får du opskriften på den super lækre sprøde fladbrød, der er fulde af smag.
Husk du kan følge mig på
Facebook og på Instagram.
Løgbrød
Opskrift af fruspinat.dk
-8 stk.
Dej
4 dl. lunkent vand
20 g. gær
1 spsk. salt
ca. 600 g. hvedemel
Fyld
2 snittet rødløg
1 dl. hakket persille
lidt salt
evt. hvidløg
ca, 50 g. smeltet smør
Opløs gæren i vandet. Tilsæt salt. Derefter tilsætte melet lidt efter lidt, til dejen ikke er klistret. Pas på ikke at komme for meget mel i. Læg dejen i en skål og lad den hæve i ca. 30 minutter. Del dejen i 8 stykker. Rul hver del helt flad som en pandekage. Jo tyndere, jo bedre 🙂 Smør hver “pandekage” med smeltet smør, drys med lidt salt, fordel løg (og evt. hvidløg) og persille på. Rul derefter “pandekagen” sammen til en snegl. Rul derefter sneglen flad igen. Lidt tykkere end før. Gentag processen med hvert brød. Lad brødene hæve i 30 minutter. Pensel dem med smeltet smør og steg dem ved jævn varme på en stegepande. Serveres lune og sprøde 🙂
Fruspinat.dk