Mit liv 59 – Corona anarki

Det er længe siden at I har fået en update fra mig. Jeg vil være ærlig og sige, at det ganske enkelt er fordi, jeg intet overskud har haft. Jeg har være langt ned, næsten helt dernede, hvor man ikke kan hive sig selv op. Jeg har været indlagt og den der covid-19 virus påvirker mit liv, så utrolig meget. Som alle jer andres liv også er berørt. Læs mere her hvordan vi kommer igennem Corona anarkiet og hvordan min helbredsstatus er.

Indlagt igen.
Pyh, det er en hård tid. Jeg får det dårligere og dårliger. Kan stort set intet. Kan ikke gå fra lænestolen til toilet (ca. 5 meter) uden, at være ved at besvime af iltmangel. Og det gør ondt som bare pokker, når jeg har det sådan. Det tager alle mine kræfter og ikke mindst humøret. I torsdags skulle jeg så til blodprøvetagning, have sat magnesium på og til lægesamtale. Det endte med at lægen indlagde mig. Og lad mig så lige sige – der brød min verden sammen. Jeg lider jo at OCD og angst i svær grad. Tanken om at være så tæt på Corona patienter og smitten, rykkede for vildt i min angst. Samtidig følte jeg ikke selv at jeg burde ligge på hospitalet.

Lægen insisterede, så jeg kunne få taget røntgenbilleder af mine lunger og hjerte. Hun mente jeg kunne komme hjem allerede samme dag. Jeg kunne dog med det samme fornemme, at det skete nok ikke. Afdelingen var nærmest i dvale, og kun absolut nødvendig ting blev lavet. Sygeplejerskerne var i et stadie af panik, usikkerhed og magtesløshed. Hvilket er virkelig forfærdeligt at opleve som patient. Men jeg forstår dem jo godt. Nu er jeg så kendt på afdelingen at sygeplejerskerne ofte kommer forbi min stue for at hyggesnakke lidt. Det plejer jeg at elske, men lige den dag ville jeg godt have undværet det. For det handlede ikke om deres børn, hunde osv. Men om Corona. Så jeg fik hele tiden de helt frisk tal, meldinger, og nyheder om hvad der ellers skete. Pludselig kom en sygeplejerske farende. Åh Gud, nu bryder det hele sammen, det vælter ind med patienter. Samtidig kom der to helikoptere lige efter hinanden. Hun fortalte at de var blevet ringet op om hvor mange karantæne patienter de kunne have på afdelingen. Der røg lige alt hvad jeg havde af logik i hjerne. Men heldigvis vidste det sig at være til senere brug, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg kom ikke til røntgen torsdag, men måtte vente til fredag morgen. Da jeg blev hente, var det desværre af den mest uhygiejniske portør, som jeg nogensinde har mødt. Han tog en pose chips på gangen (dem til patienterne) uden at spritte af. Derefter gik han og gnaskede de chips, hostede to gange ud over mig (uden at holde sig for munden) og tørrede næsen et par gange med håndryggen. Føj for den lede. Og så i de her tider. Allerede der var jeg jo panisk igen (jeg har selvfølgelig klaget over manden). Da vi kommer ned på røntgenafdelingen bliver min seng sat ved siden af en anden patient. På denne seng sad der noget rødt stof i fodenden og patienten havde maske på (og var i øvrigt meget syg, den stakkel). I kan jo nok forestille jer hvordan jeg havde. Jeg kunne simpelthen ikke komme væk derfra (Den chipsespisene portør havde ikke givet mig en snor). Heldigvis kunne personalet forsikre mig om at det ikke var en corona patient, for det bliver behandlet på en helt anden måde. Men det var en der var i isolation pga. andet. Ja, tak det gjorde mig nu ikke mere tryg. Frygtelig oplevelse og jeg beder bare til at jeg ikke er smittet med noget efter den tur.

Fredag middag blev jeg udskrevet igen. Vi var alle enige om at jeg har det bedre hjemme, især nu med Corona faren. Lægerne er også lidt opgivende over for hvordan de kan hjælpe mig. Jeg tror jo selv at jeg har fået en infektion (det siger blodprøverne også, men bare svagt) og at det er derfor jeg ikke kan få vejret. Billeder viste at jeg har fået lidt mere væske på højre lunge i forhold til december, men det burde ikke genere så meget. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro på. Den meget unge uerfarne læge der indlagde mig, sagde til mig at mine lunger lød fint og der var god luftgennemstrømning i begge lunger. Det er jo helt hen i vejret. Min højre lunge er klappet sammen og ilter slet ikke, så gad vide hvad hun lytter til. Jeg sagde det jo til hende, men hun blev ved med at sige det samme.

Jeg føler mig faktisk ikke tryg. Det var nogle klaphatte af læger jeg mødte (hende der udskrev mig kunne ikke forstå eller tale ordenligt dansk, så vi misforstod hinanden helt) og jeg føler slet ikke at der er tjek på mig. Den læge der udskrev mig blev ved med at sige at de jo kunne dræne mig, hvor jeg blev ved med at fortælle hende at den mulighed ikke fandtes mere for mig (det kunne hun slet  ikke forstå). Hader at skulle belære lægerne om min sag. Hun havde tydeligvis intet læst i min journal. Nu har jeg så selv bedt om antibiotika, og håber at det vil hjælpe mig denne gange også. Men jeg er i tvivl og hvad er der så at gøre? Min plan er at blive ude af sygehuset så længe som muligt, til den værste corona kaos er overstået og man igen har tid til os “almindelige” patienter. Håber det lykkes.

Panik
Jeg påvirkes voldsomt af min hospitals oplevelse og af nyhederne i øjeblikket. Jeg får panikanfald, med brystspændinger, flimren for øjnene, og vejrtrækningen bliver markant dårligere. Det er godt nok ikke rart. Nu er vi holdt op med at snakke om Corona herhjemme (kun meget begrænset) og ser kun nyhederne en gang i døgnet, samt pressemøder med statsministeren. Det håber jeg kan hjælpe lidt på min angst. For vi skal jo videre og vi skal igennem denne krise. Vi undgår nok ikke at blive smittet, så meget har vi indset (håber det selvfølgelig). Det er svært med to børn at isolere sig helt.

Det gør vi – Isolation
Nicolai har været syg med host og snot siden weekenden. Så han har været hjemme hele ugen. Laura har kun været i skole mandag og tirsdag. Onsdag skulle hendes klasse til København og der valgte vi at holde hende hjemme. Hun har haft håndsprit med i skole og jeg ved hun er forsigtig. I sidste weekend aflyste vi hendes fødselsdag. Hun skulle have været i City 2 med en veninde. De skulle have været ude at spise og i biffen. Allerede der vurderede vi at smitterisikoen var for høj. Og vi har de sidste par uger faktisk undgået stort set alt vi kunne undgå. Det er blevet nemmere nu, hvor regeringen har taget beslutningerne for os. Nu er vi 100% i isolation. Vi (især de andre) går selvfølgelig tur i skoven og ved fjorden. Men ingen butikker, sport, legeaftaler osv.

Heldigvis er vi vant til at være sammen og kan beskæftige os selv, men kan godt mærke at børnene savner deres venner. Vi håber på normale tilstande snart igen.

Ang. mad er vi heldigvis meget godt med. Siden den 1. blev smittet, har jeg (pga. min OCD), handlet godt ind. Vi har faktisk handlet så meget at vi har brugt hele månedens madbudget allerede. Vi har ikke hamstrede men fyldt godt op i skabene. Ting som jeg ved at vi bruger alligevel. Mel, pasta, ketchup, kød osv. Lige taget en ekstra pakke. Så vi har mad til et stykke tid og kan klare os hvis Robert bliver syg. Selvfølgelig vil vi gå ned på mælk, brød og grønt (der er vi faktisk allerede), men så må vi spise noget af det andet 😉 Håber også at det snart bliver muligt at bestille vare over nettet igen, så vi kan få fyldt lidt op af de friske varer i næste uge. Det tror jeg på.

Pinlig over at være dansker
Lige hvad mad angår, så må jeg indrømme at jeg er pinlig over at være dansker. At se folk slås om toiletpapir, brød, gør osv. Det gør mig flov. Tænk at vi er så egoistiske. Jeg håber virkelig at alle begynder at tænke sig om. Vi skal igennem det her sammen. Jeg hæfter mig ved de gode historier og prøver at lade dem fylde. Historier om folk der hjælper med indkøb, børnepasning osv. Jeg mødte selv en rengøringsassistent der var gået på pension for nogle måneder siden. Hun havde meldt sig under fanerne. Og ja, jeg huskede at takke hende 🙂 Vi danskere kan når vi vil og heldigvis vil vi igennem denne krise. Jeg ser gerne de historier omtalt meget mere i pressen og så skal de negative hamstrings episoder bare glemmes. Jeg tror nemlig at vi bliver meget påvirket af det vi ser i nyheder. Så derfor skal vi se de gode historier.

Laura´s fødselsdag.
Min lille Lauramus er blevet 12 år i onsdags. Jeg kan slet ikke forstå, hvor de år er blevet af. Jeg kan jo godt se det på hende. Hun er bestemt ikke en lille baby mere, men en smuk ung kvinde. Jeg er stolt af hende og hendes mod. Hun har det svært og oplever alt for meget i forhold til min sygdom. Dog formår hun at være min lille sol. Når hun kommer ind i rummet fyldes jeg af glæde, sådan er hun som regel. Hun er dog også teenager 😉 Døren kan smække ret højt engang imellem, men det vare sjællent længe 😉

Hun havde faktisk selv valgt en meget stille og rolig fødselsdag. Hun ville ikke holde noget for familien eller klassen. Hun ville jo gerne have været i city 2 med sin veninde, men det var faktisk det hun ville i år. Det måtte vi jo desværre aflyse. På selve dagen gik det fint efter hendes egne ønsker. Da hendes klasse var på tur, måtte hun blive hjemme, men det gjorde vist intet. Vi hygge, spillede spil og spiste alle hende yndlings ting. Sluttede dagen af med en god film. Det var det hun ville 🙂 Det er jo noget anderledes at blive så stor en pige. Hun blev dog stadigvæk vækket med sang og gaver – hvilket vi altid vil fortsætte med 😉

Aflysning af ferie.
Allerede i sidste uge, kunne vi se at vi ikke kom afsted på vores ferie i april. Vi havde jo fået ophold i et sommerhus ved Silkeborg og skulle have været i Legoland, Givskud og badeland. Vi havde godt nok glædet os til at komme lidt væk og må indrømme at vi trænger til det. Men sådan skulle det ikke være. Heldigvis er de fribilletter vi fik til Legoland, gældende hele året, så vi håber at få dem brugt i løbet af sæsonen. Det er jo et lille offer at bringe, og som mange andre danskere må vi bare acceptere at sådan er det. Vi må holde ferie herhjemme 😉 Måske skal teltet op i haven 😉

Lad os stå sammen
Lige et par sidste ord herfra. Lad os stå sammen igennem Danmarks største krise i flere år. Jeg er sikker på at vi sammen kan  klare det. Hjælp hinanden, tænk på hinanden og ikke mindst vær den bedste udgave af dig selv. Hver aften skal du kigge dig selv i spejlet og se godt efter om du har opført det godt nok i dag. Måske er der noget du kan gøre lidt bedre i morgen og være bare lidt mere hjælpsom. Måske kan du hjælpe nogen af alle dem der har brug for hjælp i denne tid?


Et godt minde – det er nemlig et billede fra vores tur til Italien for 2 år siden 🙂

(Visited 357 times, 1 visits today)

1 thought on “Mit liv 59 – Corona anarki

  1. God sen aften,
    uha med dit hospitalsophold, det lyder ikke godt.
    Bliv du hellere hjemme i sikkerhed.
    Vi er også kronisk syge efter langvarig kræft mv. og holder os helt alene herhjemme, i sikkerhed og tryghed.
    Vi har læst om alternativ behandling mod corona, altså noget der bruges herfor i andre lande og da noget af det er en kemopilleform, så har vi gjort os klar til at klare os så længe som muligt i eget hjem – om corona skulle ramme.
    Jeg kan godt forstå I passer på med City2 og alt sådan noget i disse tider, bliv hjemme og værn godt om hinanden og jo især om dig.
    Stort tillykke med Laura og dejligt I kan hygge jer sammen 🙂
    Hvis jeg kunne trylle ville jeg trylle dig rask og så god som ny, det fortjener du.
    Jeg kan godt forstå du ryger helt ned og at al denne corona snak bekymre.
    Jeg sender du og din familie de bedste tanker og håb!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *