Mit liv 61 – Kræften har spredt sig og lidt fra livet i Corona-tiden.

Jeg håber I alle har det godt derude og passe godt på hinanden og jer selv. Her har stormen lagt sig lidt, og jeg er dukket op til overfladen igen. Meldingen om at kræften har spredt sig, sendte mig i den grad til tælling. Ikke at det kom bag på mig, for jeg kan tydeligt mærke det går den forkerte vej. Men slog hårdt at se beviserne på det. Jeg er jo på ingen måde klar endnu og det kan bare ikke være sandt. Jeg skriver lidt mere om det hele her, men også lidt om hvordan vi har det i Corona isolationen.

CT scanning
D. 23 marts skulle jeg til CTscanning på Roskilde sygehus. Det var en meget mærkelig oplevelse. Jeg måtte ikke have nogen med, så måtte klare det hele alene. Det krævede en del, da samtlige indgange er spærret af og kun få indgange er bevogtede af vagter (og kun der kan man komme ind). Jeg startede på min afdeling, fik sat nål i min port og få taget blodprøver. Derefter skulle jeg over i hovedbygningen og til scanningen. Det krævede en kæmpe omvej og det er ikke nemt, når jeg ikke kan få vejret. Men fik da kæmpet mig derned med rollatoren og ilt. Men der var helt mennesketomt. Som en spøgelsesby. En virkelig mærkelig oplevelse. Efter scanningen skulle jeg op på afdelingen igen, for at svar på blodprøver og se om jeg skulle have magnesiumdrop. Det krævede igen en kæmpe omvej og det var så hårdt.  Oppe på afdelingen viste blodprøverne at alt var i orden og at jeg ikke skulle have drop. Skønt.

Svar på scanningen
Sidste fredag læste jeg så svaret på Sundhed.com. Jeg tjekker altid derinde, da jeg gerne vil forberede mig til lægesamtalen. Men det er ikke altid en god idé. For jeg forstår jo ikke alt hvad der står. Denne gang var jeg dog ikke i tvivl om at det var helt galt. Og det var så svært at håndtere. Børnene er jo hjemme konstant og jeg var nød til at reagere foran dem. Jeg prøvede dog at skjule det, da jeg gerne ville høre hvad lægen sagde, før jeg bekymrede børnene. Så der kom nogle hårde dage. Hvor jeg blandt andet havde fødselsdag.  Jeg måtte vente med at snakke med lægen til torsdag og gik i ingenmandsland i næsten en hel uge. Pyhhh……….

Torsdag ringede lægen. Vi sendte børnene i et andet rum og snakkede begge med lægen. Hun var meget alvorlig og sagde det ikke så godt ud. Kræften har bredt sig til skelettet og i bughinden. Der er kommet mere væske i bughulen og i lungehinderne. Så det er rigtig skidt. De to overlæger på afdelingen havde snakket om min sag og var blevet enige om at de ikke giver op endnu. Så jeg er blevet tilbudt en ny omgang kemo – Taxol. Det skal jeg have 1 gang om ugen i tre uger og så en uges fri. Dem skal jeg have 3 serier af (altså 9 gange kemo). Hvis min krop kan tåle det. Jeg har tidligere fået denne kemo. Det var den jeg tabte håret af og jeg husker også at jeg havde voldsomme nervegener. Især mine ben gjorde bare så ondt. Men jeg er glad for at jeg trods alt bliver tilbudt mere behandling. Lægerne var enige om, at jeg er så sej og kan klare en omgang mere. De har en tro på at det vil afhjælpe en del af væsken, for det gjorde det sidst. De tror ikke det slår kræften tilbage, for det er skidt når det har bredt sig som det har. Men at blive hjulpet af med væske, vil i den grad hjælpe mig.

Jeg kan stort set ikke bevæge pga. væske. Selv med 4 liter ilt i næsen, ilter jeg omkring 57-62 ved bare at gå fra lænestolen og ud i køkkenet. Det tager så ca. 10 minutter at komme ovenpå igen og kunne gå tilbage. Så det er uholdbart. Jeg kan heller ikke snakke ordenligt eller spise. Det er små bidder af gangen og meget lidt (og så er jeg jo virkelig syg).

Nå, men lægen synes vi skal prøve og det har jeg sagt ja tak til. Jeg vil prøve alt for nogle ekstra dage med mine kære. Jeg må dog indrømme at jeg er lidt i chok. I chok over hvor hurtigt det kan gå. Nu er planen at jeg skal have en PET-scanning i morgen på Køge sygehus og derefter starter jeg i behandling.

Børnene skulle jo også have det at vide. Pyyyh, det var forfærdeligt. For første gang gik det op for dem, at jeg skal dø. Vi har ellers snakket meget om det og jeg troede de havde forstået det. Men denne gang spurgte Laura mig direkte og jeg svare ærligt på det. Der gik det op for hende. Vi har dog været meget tydelige om, at vi ikke har en dato. Jeg har snydt lægerne en del gange nu og har tænkt mig at fortsætte. Men ved at det har bredt sig, som det har, så ved vi også at tiden render ud. Og at vi skal nyde hver en dag sammen. Her og nu – det har vi 🙂

Et løfte
Jeg har givet mig selv et løfte. Og det er at jeg skal ikke herfra i disse Corona tider. Jeg vil have en ordentlig og værdig afsked med mine kære. I disse dage må man ingen besøg have på hospitalet. Tror nu måske at Robert kunne få lov til at besøge, men det ville jeg ikke tillade, da han på ingen måde skal have Corona, for hvem skal så passe børnene. Hvis man kommer på hospice kan man få 3 besøgende (de samme 3) og jeg ville ikke udsætte hverken Robert eller børnene i smitte fare. Så hvis man skal herfra i disse tider, så er det alene og det kan jeg slet ikke bære. Jeg vil have mine kære om mig. Så jeg skal ganske enkelt ikke herfra nu. Sådan er det.

Tak for at blive husket
Hvor blev jeg glad da vores statsminister d. 30-3 sendte en stor tak til os svage borgere. “Vi ber´ de svageste i samfundet om at være de stærkeste”. Sagde hun da så flot og takket fordi vi yder så meget, og fordi at vi bringer store ofre. Det er jo netop også os der i denne tid må undvære så meget og være ekstra stærke. Det var dejligt at høre, at det man gør hjælper og bliver set. Vi “svage/udsatte” borgere har det svært i denne tid. Vi føler det stærkt herhjemme. Og ja, jeg har da bestemt følt mig overset. Der er fokus på mange andre der knokler og virkelig yder en indsats, men det gør vi jo faktisk alle, også os der “bare” bliver hjemme. Så tak Fru Statsminister for at huske os alle 🙂 Og tak til dig for at blive hjemme, eller til dig der passer dit arbejde. Tak til os alle fordi vi gør det der skal til. Tak fordi I passer på mig 🙂

Min fødselsdag
Den var trist i år. Det var jo kun to dag efter jeg havde set scanningssvaret og jeg var virkelig dårlig. Så intet var som det plejede. Robert og børnene havde heller ikke fået købt gaver, men de havde dog lavet lidt selv. Robert var også meget påvirket af det hele og der bestemt ingen fest. Jeg måtte selv lave alle måltider og endda også lave min egen lagkage (for det skulle jeg da have). En noget trist fødselsdag, nok især fordi jeg ikke kunne slippe tanken om at det nok blev min sidste.

Der var dog små glædelige overraskelser. Vores skønne genbo kom forbi med blomster og en lille gave. Farfar kom en en pose fuld af lækkerier. Der var både chokolade og slik til børnene. Der var vi heldige 🙂 Det hele blev afleveret i døren og der blev sendt fingerkys 🙂 Vi skal jo passe på hinanden. Jeg fik også en masse skønne hilsner fra jer alle sammen og dem sætter jeg meget stor pris på 🙂 Tak for dem. Og vigtigst af alt, så var jeg sammen med mine kære 🙂

Nicolai havde lavet flotte perleplader. M (mor) og N (Nicolai)

Han havde også lavet en flot halskæde

Laura havde lavet dette flotte billede, sammen med det sødeste kort.

Vores hverdag
Som alle andre er vores hverdag vendt på hovedet i denne tid. Vi tager nu hul på 5. uge af selvvalgt isolation, da vi startede en uge før alle andre. Og jeg synes det er hårdt. Børnene er fantastiske til at være hjemme. De skal virkelig have stor ros. De er søde og skændes næsten ikke. Vi hygger en del og de er også gode til at underholde sig selv. Så ingen brok på det område 😉 Det er bare hårdt for mig at være på hele tiden. Jeg ved jeg skrev om det sidst også – men det har jo ikke forandret sig. Det er hårde dage og må indrømme at jeg nyder de par timer om aftenen, når de er lagt i seng. Timer hvor jeg burde sove, men jeg må bare nyde stilheden og at være mig selv.

Vi er ellers blevet rigtig gode til at være hjemme. Vi har fået en fast rytme, der fungere fint.  Jeg er bare sådan i tvivl om det er nok skole vi laver med børnene. Dvs. Robert laver med børnene. De har skole to timer om dagen. Mere bliver det ikke til, så går der hat og briller i det hele. Så vi holder med to timer. Det virker fint som om at børnene følger med i det lærerne sender, men det bliver ikke til alt muligt ekstra. Og jeg tænker det er ok sådan. Det håber jeg virkelig. Der er ikke overskud til mere. Hvad gør I andre mon?

Men vi forsøger at lave andre gode ting for at holde humøret oppe. Hver dag bliver der gået tur. Det er ikke altid jeg er med, men de andre går tur hver dag. Ud at få luft, sol og få rørt sig. Det er godt. En sjov trend er jo også at kigge efter bamser i vinduerne. Vi har selvfølgelig i vores, endda også en i garagen. Men det kniber lidt med andre bamser her i Holbæk. Vi håber de snart formere sig. Vi laver mad sammen, vi ser tv sammen. Gode film, Master chef, Alene i vildmarken osv. Nok lidt for meget tv og telefoner, men det overlever vi nok 😉

Vores bamser er sat op 🙂

Her den anden dag, da stemningen var helt i bund, kaldte jeg til kursus – “Pandekage flip”, hvor man fik et meget flot diplom, når man kunne lave pandekage dej og vende dem i luften. Det havde vi det rigtig sjovt med. Især da jeg skulle vise hvordan det skulle gøres og sendte den første pandekage lige i vasken 😉 Hold nu op, den har jeg hørt meget for 😉

Laura flipper da lige en pandekage – så sejt.

Og så var der pandekager til frokost.

Nicolai var meget stolt af sit diplom 🙂

Vi har også lavet regnbuer. Et andet virkelig sødt initiativ – Det bliver godt igen. Man laver regnbuer, for at minde os alle om at alt bliver godt igen. Det er virkelig sødt og børnene elsker det. Og sådan er der flere små ting vi bruger tiden på 🙂 Egentlig er vi nok bare sammen og nyder roen i det. Børnene er begyndt at savne deres venner og glæder sig til at se dem. Vi har snakket lidt om hvordan det  hele mon bliver åbnet igen og at man nok ikke skal forvente at tingene bliver de samme igen. Men det er jo svært at forstå for os alle. Vi må se hvad der sker. Jeg er sikker på at livet bliver godt igen. Forandringerne tager vi med 🙂

Nicolai har sat denne regnbue i sit vindue.

Vi havde også en fin lille oplevelse her for et par dage siden. En af Nicolai´s venner skrev til os at vi skulle kigge ud, for der hang en pose til os. Der var den sødeste lille film at Nicolai´s veninde, som hang posen op og sagde sådanne nogle bevægende ting. Hun og familien havde tænkt meget på os og kom da lige forbi med en lille blomst til mig, lidt guf til hele familien, søde dejlige breve og et par flotte hjemmelavet nøgleringe til børnene. Det var så betænksomt og sødt. Hvor er det fantastisk. Tak til søde dig og din dejlige familie, Olivia 🙂


Flot blomst og se lige de nøgleringe. De er bare flotte.

En dag ved fjorden. Der var så smukt og jeg var med 🙂

Hov, vi har da i øvrigt også lavet et påsketræ. Men fandt en lille kasse med påskeæg i træ, til at hænge på nogle grene. De lå i påskepynten fra sidste år og ventede på at blive malet. Et perfekt projekt til os i år. Så de kære børn og jeg malede og malede i går. Det var så hyggeligt og blev så fint. Tror jeg købte kassen i Netto sidste år.

 

Tak fordi du passer på dig selv, mig og alle andre.
Jeg ønsker dig nogle gode dage hjemme i Påsken 🙂

 

.

 

 

.

(Visited 1.692 times, 2 visits today)

4 thoughts on “Mit liv 61 – Kræften har spredt sig og lidt fra livet i Corona-tiden.

  1. HEj Nina
    Jeg kender dig ikke men har fuldt dig her og på grill Ladies.

    Jeg vil blot sende dig en hilsen og siger at jeg tænkte på hvordan du har det?❤️❤️
    Stort kram fra Ditte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *