Mit livs kamp 32 – nu som førtidspensionist med gode nyheder :)

Nogle turbulente uger, der har budt på lidt af hvert. En førtidspension, en terminalerklæring, scanning, Valentine, show og meget mere.

CT Scanning
I forrige uge var jeg til CT scanning. En scanning som skal vise om kræften  er blevet mindre, det samme eller er vokset. Den viser om kemoterapien virker – OG DET GØR DEN 🙂 Er netop hjemvendt fra hospitalet og det var så positivt. Det kræft man kunne se på sidste CT scanning er reduceret, væsken på lungerne er væk og meget af væsken fra operationen er væk. Det er virkelig godt. Når de så også kigger på mine blodprøver, så ser alt rigtig fint ud. De vil derfor gerne tilbyde mig videre behandling (mere kemo). Nu var jeg jo ikke klar over at der var tale om at stoppe kemoen, hvis resultatet havde været dårligt, men jeg takkede selvfølgelig ja tak til at fortsætte. Jeg er virkelig optimist og tror på at jeg får bekæmpet det her møg, for denne gang 🙂

Det var dog en noget blandet oplevelse at være på sygehuset i dag, da lægen var over 1 time forsinket og slet ikke havde tid til en samtale. Jeg blev næsten drønet ud af døren, efter få sekunder. Hun var helt opgivende over at jeg havde et par spørgsmål. Men jeg tog mig nu tid, for jeg har ikke set skyggen af en læge (onkolog) i tre måneder, så synes nu nok at hun kunne bruge et par minutter på mig 😉

Men tror da at det skal fejres i aften. Kemoen virker og alt ser bedre ud 🙂

Førtidspensionist
Ja, det er jeg blevet. Min sagsbehandler sendte ansøgningen mandag d. 5/2 og allerede tirsdag d. 6/2 fik jeg bevillingen. Dejligt at det kan gå så hurtigt, men må indrømme at jeg har det meget mærkelig med det. Førtidspensionist, det er da et ord man lige skal vende sig til. Det var bestemt ikke sådan at mit liv skulle være, det var ikke med i planen. Men det er der meget der ikke er.

Hvis jeg kunne, ville jeg arbejde. Tjene mine penge selv og forsørge min familie. Og så savner jeg den følelse af at udrette noget – at have gjort en god indsats på jobbet. Jeg savner kollegaer, kunder og ansvar. Det får jeg ikke af en førtidspension. Men det giver ro på den økonomiske situation. Nu er der fast indtægt og ro på den front.

Min socialrådgiver snakkede om førtidspension for lidt over 3 uger siden. Hun nævnte det også for ca. 6 mdr. siden, men ellers er det ikke noget vi har snakket om. Og det er noget vildt at det er gået så hurtigt. Normalt er det jo ikke til at få en førtidspension. Synes man har hørt rigtig mange grimme historier, så det er fantastisk at det kan gå hurtigt. Men jeg glemmer ikke alle de år, hvor jeg er blevet pisket igennem systemet, alle de møg kurser, opbevaring og møder jeg har været igennem. Jeg har jo stort set ikke arbejdet siden vi fik Laura (10 år siden). Og jeg har virkelig været alt igennem i de år. Jeg har været på alle de kurser man har læst om, med at synge morgensang, strikke, jobansøgninger, personlig udvikling, foredrag osv. Jeg har følt mig som jaget vildt og det har stresset mig meget i de år. Så jeg har altså ikke bare lige fået førtidspension og gledet gennem systemet. Det har taget mange år. Jeg har dog aldrig drømt om en førtidspension, men om at komme tilbage på arbejdsmarked på en eller anden måde.

Men FØRTIDSPENSIONIST – det er altså vildt. Jeg føler det som et kæmpe nederlag. Fra at være en aktiv forretningskvinde med store ambitioner, er jeg nu førtidspensionist. Nok noget af det laveste på rangstien. Ok, det er så mine egne fordomme jeg får luftet her. Men tror mange af jer kan følge mig. Som skrevet var det ikke lige hvad jeg drømte om at blive når jeg blev voksen 😉

Der står også ansøgningen at “Sundheds koordinator vurdere at Nina er terminalt syg”. Jeg ved godt at det “kun” er i forhold til arbejde, men det er så skræmmende at læse – for så slemt synes jeg heller ikke at jeg har det. Som jeg har skrevet og sagt mange gange det sidste års tid, så kæmper jeg for mit liv og skal nok bevise at jeg selv bestemmer hvornår jeg skal herfra. Ingen andre skal vurdere det. Men jeg må finde mig i at det står i mine papirer og bare ignorer det.

Nu skal jeg vende mig til livet som førtidspensionist og finde ud af hvad det medfører.

Stol
Jeg har givet mig selv en gave. Jeg har købt mig en lænestol. Egentlig er der ikke plads i stuen, men kunne ikke holde til at sidde på sofaen og sove mere. Jeg sover jo ikke så godt om natten. Ofte får jeg kun 3-4 timers søvn i sengen. Derfor sidder jeg i sofaen. Her falder jeg ofte i søvn (tager sovepiller) og vågen ved at have så ondt i maven, fordi jeg sidder helt krumbøjet. Nu skal det så være slut. Så købte en lænestol, der kan lægges tilbage og bare er fed at sidde i. Den er flot ikk´? Ved godt at det er bedstemor stol, men nu er jeg jo også pensionist 😉

 

Valentines
Det er nu ikke noget vi plejer at fejre, men i år huskede Robert dagen og jeg fik både blomster, chokolade og gave 🙂 Han havde været ude sammen med børnene. Det var så fint. Jeg havde så lavet lækkert mad. Det var en hyggelig og fin aften 🙂 Alt skal fejres og nyde, så vi griber enhver undskyld for lidt ekstra hygge 😉

Laura bagte fine hjertemuffins til far. De smagte rigtig dejligt.

Jeg fik hjertechokolader

En virkelig smuk buket roser

Og ikke mindst et par kæmpe thekopper. Det er vildt skønne at drikke af 🙂

Show – scenen er jeres
I sidste uge optrådte Nicolai i sin SFO´s “Scenen er jeres”. Det har virkelig fyldt meget for ham i den sidste tid, da han har øvet til showet 2 gange om ugen i 6 uger. Den første gruppe han kom i, fungerede ikke og han måtte skifte gruppe. I den nye gruppe “Stjernerne” kom han sammen med tre piger fra sin klasse og det har fungeret så fint. Så torsdag skulle de optræde foran alle forældre og søskende. Og min lille stjerne var i sit es. Han sang og dansede så flot og var langt den bedste (synes en mor vel altid). Han var så stolt og jeg lige så. Så sejt gået af en 7 årig. Optræde for over 100 mennesker – det er da sejt. Her viser en meget træt Nicolai sit diplom frem og især blomsterne, som han også fik, for at deltage.

SFOén havde været så sød at flytte Nicolai´s nummer frem til nr. 5 (der var vist 30 numre), da vi spurgte. Det betød nemlig at jeg havde mulighed for at se ham optræde. Jeg listede nemlig lige så stille hjem, da Nicolai var færdig med at danse. Jeg kan ikke sidde så længe sådanne et sted, så det var virkelig flot at SFOén at lytte til det. Nicolai var så glad for at jeg kunne se ham og jeg lige så 😉 Det vil sige at jeg hylede 😉 Jeg kunne slet ikke styre det. Det gør jeg altid når jeg ser mine børn i sådanne sammenhæng. Ved ikke helt hvorfor, men tror det er fordi jeg tænker over alt det de overvinder ved at gennemføre sådanne ting. Men havde også nogle lidt mere dystre tanker. Er det sidste gang jeg ser ham optræde og i den retning. Tanker der ikke høre til der, men som jeg ikke kan styre. Og det er faktisk lidt pinligt at sidde der og tårerne bare løber ned af kinderne. Prøver altid at gemme mig 😉

Sådan har jeg det nu
Jeg har det faktisk ok. Hvis jeg tænker tilbage til i sommers eller bare til december (væske i lungerne) og til nu, så har jeg det godt. Tænker jeg 5 år tilbage og sammenligner med det, så har jeg det elendigt. Så det er faktisk lidt svært at forklarer, hvordan jeg har det 😉 Jeg har det bedre end jeg har haft i flere år lige nu. Jeg kan rigtig mange ting, og kan mærke at min krop bliver stærkere. Jeg er begyndt at kunne gå små ture. Det er så fantastisk at komme ud. Selvom jeg virkelig skal tage mig sammen, kæmper jeg for at gå en lille runde hver dag. Især når solen skinner 🙂

Psykisk synes jeg at det går ok. Jeg har nok accepteret (ikke godkendt) min situation. Jeg forsøger virkelig at være positiv, men også at give mig selv plads til sorg, frustration og vrede – for det er der bestemt også. Jeg er faktisk noget overrasket over at min psyke er så godt med. Det er en kæmpe hjælp for mig. Jeg er blevet tilbudt “lykkepiller”, men klarer mig fint uden. Hvilket er rigtig godt. jeg får selvfølgelig øjeblikke hvor det hele er noget møg og uretfærdigt, men det varer ikke lang tid. Og det er helt naturligt at føle de ting i min situation.

Men jeg desværre også begrænset. Jeg bliver hurtig træt og tingene bliver nemt for meget for mig. Jeg kan stadigvæk kun ligge på ryggen, har ofte kvalme, madlede (så tvinger mig selv til at spise), smerter i operationsarret, får ofte forstoppelse, kan ikke løfte tung ting, kan ikke støvsuge, kan ikke vaske gulv. Og jeg hader ganske enkelt at være begrænset. Bare det ikke at kunne støvsuge eller lige løfte noget væk er virkelig irriterende. Jer der kender mig ved hvor stædig jeg kan være på det område. I ved at et par paller maling aldrig har være et problem, nu kan jeg ikke løfte mere end 2 liter mælk. Og det at jeg ikke kan ligge på siden er bare noget møg. Det er sgu´ ikke nemt. Jeg prøver virkelig at accepterer det, men det er altså svært.

Spurgte lige lægen ang. det med smerter og begrænsninger efter operationen. Hun sagde heldigvis, at det var helt normalt og at det nok skyldes arvæv. Det skulle gerne blive bedre med tiden, så det håber jeg.

Fokus skal selvfølgelig være på det positive og alt det jeg kan, for som skrevet, så har jeg det faktisk ok. Bare jeg accepterer mine begrænsninger. Robert kom sådan til at tænke på, da jeg sidst var til scanning i december. Der måtte han nærmest bære mig ind på sygehuset. Sidst løb jeg nærmest fra ham 😉 Så jeg skal tænke positivt. Og ikke mindst at jeg er i live. Jeg er her til kram, kys, nærvær, hygge, gode snakke og til at give. Så heldig er jeg 🙂

Stjernestunder
Dem har der heldigvis været en del af denne gang. Bla. har jeg lært min familie kortspillet “snyd” og det morer vi os godt nok med. Børnene hyler af grin, når de finder ud af alle de snyde treks jeg kan 😉 og de elsker at finde på selv. Laura kan f.eks helt ubemærket gemme en del kort i sit hår 😉
Nicolai´s show var også en stjernestund. At se ham så lykkelig og glad, er jo lige noget der varmer mit hjerte 😉 Så er der samvær med veninder og venner. Det har været skønt 😉 Også selvom jeg har måtte aflyse en del pga. sygdom.
Vi har også holdt MGP aften. Det var så hyggeligt. Børnene have en veninde på besøg hver. De 4 spiste alene i stuen – bygselv burgere. Og de så MGP. Der var smukt dækket op med glimmer og glitter (heldigt at der var overskud fra nytårsaften). Børnene var så glade.
Der var pyntet flot op til MGP med glimmer og glitter over det hele.

 

.

(Visited 261 times, 1 visits today)

2 thoughts on “Mit livs kamp 32 – nu som førtidspensionist med gode nyheder :)

Skriv et svar til Mia Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *