Mit livs kamp 34 – Fødselsdag

Jeg har haft fødselsdag og er blevet fejret med maner. Gode nyheder fra kommunen og  1 års tanker er noget af det, dagens indlæg handler om 🙂

Bisættelse
For lige at følge op på sidste dagbogsindlæg. Hvor vores kære farmor desværre døde. Så var i d. 20. marts til bisættelse i Roskilde. Det var en meget smuk ceremoni og lige i min svigermors ånd. Svigerfar havde valgt en lilla kiste og der var et hav af smukke blomster i alle regnbuens farver. Et stort symbol på at svigermor var en farverig dame, for det var hun. Præsten holdt en flot tale og havde i den grad fanget, hvordan svigermor var og havde levet sit liv.

Men hvor var det hårdt. Jeg elskede hende som tidligere skrevet meget højt og savnet af hende er kæmpe. Det kan slet ikke beskrives med ord. Men må også indrømme at min egen dødelighed slog mig hårdt denne dag. Tanken om at det måske snart skulle være mig der ligger der, var ganske uudholdelig og forfærdeligt. Jeg græd som pisket og var ekstrem fyldt af følelser. Jeg kan slet ikke beskrive hvor hårdt det var. Samtidig havde jeg børnene, da min mand selvfølgelig også var meget berørt.

Da vi kom ud af kapellet efter den smukke bisættelse faldt jeg dog lidt mere til ro. Kunne se det smukke og styre mine følelser noget bedre. Der var ingen tvivl om at min svigermor, fik en smuk og værdig bisættelse.

Livet går jo videre – Og det skal det. Vi snakker dagligt om farmor og forsøger at være der for svigerfar. Ham planlægger vi at se noget mere til i fremtiden, end vi har gjort de sidste par år og det glæder os 🙂

Bevillinger fra kommunen
At jeg har fået den terminalerklæring fra kommunen medfører en masse gode ting. Den søde dame der sidder med min sag, spurgte om der var noget jeg havde brug for, for så ville hun se om hun kunne hjælpe. Jeg tænkte at jeg da ville forsøge at ønske mig fodterapi og det her jeg fået bevilliget. Hver måned kommer der nu en fodterapeut i mit hjem og ordner mine fødder. Det er så stor en glæde, da mine fødder virkelig er slemme. Jeg har så ufattelig meget hård hud, som gør ondt at gå på. Yderligere har jeg ligtorne og revner over det hele. Det giver selvfølgelig smerter. Men nu bliver mine fødder ordnet hver måned og det skulle gerne holde det nede. FANTASTISK 🙂

Jeg har også fået bevilliget fysioterapi. Det er så ingen fornøjelse 😉 Jeg lider af lympødem i begge ben efter operationen (De fjernede jo en masse lymfeknuder i maven og benene) og har to kæmpe hævet ben. Det er virkelig usundt og kan give en masse komplikationer (som bla. blodpropper). Det skal fysioterapeuten hjælpe med. Fysioterapeuten er ufattelig sød og gør bare sit job, men for pokker det gør ondt. Hun giver en meget blid massage, som er lækkert. Men så blinder hun mine ben ind i vat og elastikbind. Det skal jeg så have på i 24 timer i døgnet i 2-3 uger. Og det er bare et helvede. For det første er det varmt, men det gør også bare ondt. Robert har lært at lægge det, da fysioterapeuten ikke kan stå her hver dag. Men Robert er jo ikke professionel og fik en dag strammet det alt for meget, hvilket gav mig de vildeste smerter. Selvfølgelig ikke noget han gjorde med vilje – håber jeg 😉 Men jeg forsøger at fortsætte. For jeg kan faktisk kun gå i hjemmesko og vinterstøvler. Kan slet ikke bruge andre sko. Nu nærmer foråret og sommeren sig, og så ville de da være rart at kunne have andre sko på.

Mit knap så smukke ben. Man kan lige fornemme hvor hævet benet er. Og så får man jo ikke lige nye forbindinger, så de er allerede beskidte. Men I fornemmer nok at det ikke er så behageligt at have på 😉

 

 

Den søde fysioterapeut blev meget chokeret over at høre, at jeg sidder og sover i en stol om natten. Det er slet ikke godt for mine ben (og resten af kroppen), så hun har sørget for at jeg har fået en seng af kommunen. Det er sådanne en hospitals seng, som kan køre op og ned osv. Jeg må indrømme at jeg lige skal sluge den. Da kommunen havde sat sengen op, kunne jeg næsten ikke klare det. Det var som at komme på hospitalet igen og gav mig et stort angstanfald. Heldigvis fandt jeg ud af at jeg kunne tage ende gavlene af sengen og så gik det bedre. Nu kan man ikke se at det er en hospitals seng. Jeg fik også et godt råd om at købe noget nyt flot sengetøj i fede farver (tak Gitte), så det skal jeg have gjort. Desværre har kommunen så givet mig en gammel madras. Hvilket betyder at jeg ikke kan bruge sengen, da jeg bliver helt ødelagt i hofterne, da min numse går igennem sengen. Det kan først blive ændret her efter påske. Så lige nu sover Laura faktisk i sengen 😉

På onsdag kommer en fra hjælpemiddelsafdelingen på besøg her hos os i hjemmet. Jeg har nemlig spurgt om muligheden for at få en el-tre-hjulet cykel (også lige noget jeg skal vende mig til, for smart er det jo ikke og man stråler langt væk af handicap). Kommunen vil gerne hjælpe, men mener at jeg skal have en el scooter og ikke en cykel. Her kan jeg virkelig mærke at jeg har modstand (eller skal vende mig til det). Det er altså gamle damer der kører på sådanne nogle scootere. Jeg vil kæmpe lidt for cyklen, for det vil også holde mig lidt i gang. Og det er så vigtigt for mig. Men hun kommer altså på onsdag og så skal vi snakke om mulighederne. Så må vi se hvad vi bliver enige om.

Jeg er dybt chokeret over, at alt det som jeg har bedt om hjælp til i flere år, nu endelig bliver mødt. Men jeg er også dybt taknemlig. De her ting er så stor en hjælp for mig, til at jeg kan fungere bare lidt normalt og være mere for børnene. Og ikke mindst, få et mere normalt og værdigt liv. Men for pokker hvor er det svært at bede om de ting og hjælp. Jeg har altid klaret mig selv, arbejdet, betalt skat og aldrig modtaget hjælp. Nu er jeg der hvor jeg er afhængig af min kære mand, kommunen og systemet. Det skal jeg lige finde rundt i og accepterer. Det er på samme tid meget glædeligt, men også meget sørgeligt.

Fødselsdag
Her d. 29. marts havde jeg fødselsdag. 47 år blev jeg. En dag jeg virkelig havde det svært med. Jeg havde på ingen måde planlagt at være, hvor jeg er i livet nu. Livet skulle have set helt anderledens ud. Ikke mindst skulle det være langt endnu og fyldt af alt andet end sygdom. Men nu er det snart et år siden jeg blev opereret og fik diagnosen – æggestokkræft. Et år der virkelig bare har været fyldt af sygdom, elendighed, smerter, angst og uvidenhed. Et helt år. Det er ufatteligt og jeg er faktisk glad for at jeg ikke vidste det for et år siden 😉 Jeg ved jo ikke om det er min sidste fødselsdag – jeg håber og føler det ikke sådan. Men det var en mærkelig dag, der fyldte mig med sorg. Jeg var glad da den var overstået.

Min kære familien prøvede ellers alt, og jeg spillede med for at glæde børnene 😉 Jeg blev vækket med flag, sang og gaver (som vi nu gør her i familien). Og det var skønne gaver. En virkelig flot halskæde fra børnene, et kamera fra Robert og massere af tegninger, kort og et par hjemmelavet vaser. Skønne gaver. Robert kørte til min ynglings bager efter morgenbrød, vi spiste god frokost, hyggede med film, hentede kina take away til aften og bare råhyggede hele dagen. Det var dejligt. Vi forberedte også til dagen efter, hvor Laura og jeg holdte fælles fødselsdag.

Børnenes smukke hjemmelavet vaser.

 

Vi havde valgt en fælles fødselsdag, da vi så kunne få min familie med fra England. Og det var så dejligt. Vi var 12 og det var skønne dejlige mennesker vi havde på besøg. Alle dem jeg elsker og holder af i familien (dog med et enkelt afbud). Og jeg takker for en super dejlig glædelig dag. Laura hyggede sig også gevaldigt meget og hele familien havde bare en dejlig dag. Vi fik alt for store gaver, som vi er så glade for. Jeg fik gavekort til Silvan og Zizzi. Så jeg skal have buske og blomster have, samt lidt nyt tøj. Skønt. Laura fik nye lækre ting fra England, en lækker sovepose og et par fede Adidas bukser. Hun er lykkelig for det hele. En rigtig dejlig dag, hvor solen skinnede og vi slappede godt af. Tak fordi I kom 🙂

Jeg havde lavet det store kolde bord, men ikke med helt almindelig påskeretter, da alle gæsterne skulle til flere påskefrokoster de næste dag. Vi have hjemme-varm-røget laks, tunmousse, letrøget kyllingelår, røræg, små spinattærter (købte), salat og brød. Jeg synes det blev godt og gæsterne gik da også godt ombord i det maden, men jeg havde som altid lavet mad til en hel hær 😉

Det store kolde bord. Og jeg var lidt stolt over det, når jeg tænker over hvor lidt energi jeg har 😉

Vi havde i øvrigt også æggejagt i haven. Vi havde kogt en masse æg og malet dem. Robert havde så gemt dem i haven. Børnene skulle så finde minimum 3 påskeæg for og så kunne de få dem byttet til et påskeæg af chokolade 😉 Det var hyggeligt og sjovt 🙂

I dag slapper vi så af. Jeg er gået i gang med at male lidt. Det er ellers meget længe siden. Robert er lige nu ude at cykle med børnene. Nicolai har nemlig fået ny stor cykel og en flot cykelhjelm. Han er så stolt, som man kan se her under 🙂

Nicolai med sin nye cykel og cykelhjelm – og et mærkeligt ansigtsudtryk 😉

 

.

 

 

 

 

(Visited 249 times, 1 visits today)

2 thoughts on “Mit livs kamp 34 – Fødselsdag

  1. Tillykke med fødselsdagen! 🙂 Det ser ud til at have været nogle dejlige dage, selvom det – ganske forståeligt – også har været hårdt for dig både fysisk og mentalt.
    Jeg fik lige lyst til at knytte en kommentar til dét med hjælpemidlerne. Jeg er sygeplejerske, og jeg havde engang en patient, en yngre mand ift det typiske øvrige klientel på min afdeling, som havde en kronisk lungesygdom, som han var svært plaget af – i perioder mere end andre. Han var nu indlagt, og fysio- og ergoterapeuten var begyndt at lufte muligheden for rollator, el-scooter osv med ham. Og han havde det SÅ svært med det! Hvilket er så forståeligt, for når det “er tid til den slags”, føler man som menneske ofte lidt, at det er en slags “endestation” – en kapitulering, om man vil.
    Men jeg havde en længere samtale med ham, hvor vi fik snakket om alle de ting. Og jeg gjorde mit bedste for at “vende” tankerne lidt for ham. At se el-scooteren osv som dét, det helt grundlæggende er: Et (hjælpe)middel til at nå et mål. For min patient ville det fx betyde, at han kunne hente sine børn i børnehave og skole engang i mellem (hvilket han ikke havde kunnet længe), tømme postkassen, trille hen til købmanden og få handlet lidt, og bare komme lidt rundt. Alle de ting, han så gerne ville, men ikke kunne. Samtidig havde han jo også skidedårlig samvittighed overfor sin kone; hans sygdom i seng selv, at hun var nødt til at “stå for det hele” osv.
    Men undervejs i vores samtale skete der noget i hans hoved – han begyndte at kunne se mulighederne i hjælpemidlerne. Helt lavpraktisk vil jeg have svært ved at bare et brød, hvis jeg ikke har mel og gær – og ligeså ville han ikke kunne deltage i at hente sine børn, hvis han ikke havde et hjælpemiddel til at transportere ham.
    Nu er det ikke fordi, jeg bare er et orakel, som er i besiddelse af de vises sten.. Men måske kan det hjælpe dig med at “overvinde” følelsen af at være gammel og syg (og så ligesådan ud), hvis du ser hospitalssengen som et middel til at få dig til at sove bedre (når du får en ny madras, tsk!), el-cyklen eller -scooteren som et middel til at hjælpe dig med at komme omkring osv. Hvis du har mod på en elcykel (og det er bestemt vigtigt at “holde sig i gang”), så er det jo super. Men måske har fysioterapeuten andre forslag til at hjælpe dig med dét (det kunne være en kondicykel eller andet), så du ikke ender med at bruge alle dine kræfter, når du fx gerne vil hente børnene, eller hvad det nu kan være, du skal ud af huset for.
    Men jeg forstår godt, det er svært. Og det er en proces. Men hvor er det dejligt, du nu får en masse kvalificeret hjælp og støtte! 🙂
    Kh Signe

    1. Hej Signe
      Og mange tak fordi du giver dig tid til at skrive til mig 🙂 Jeg forsøger netop at se de ting, som noget der kan lette min hverdag. Det kræver dog lige lidt til vending for mig hver gang 🙂 Jeg er da også sikker på at når cyklen ankommer, skal jeg lige vende mig til at kører på sådanne en – og pludselig se meget handicappet ud. Men du har ret, det vil give mig så meget. Netop at kunne cykle med mine børn.

      Tak 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *