Mit livs kamp 35 – 1 år dag

Puh – hvis nogen for et år siden havde fortalt mig, hvor jeg ville være i dag, så havde jeg ikke troet dem. I dag er det nemlig 1 år siden, at jeg fik min første operation. Meget er sket siden.

For et år siden
I dag for et år siden var jeg rystende nervøs, men lagde alligevel mit liv i hænderne på gynækologerne på Holbæk sygehus. Det er et år siden at jeg vågnede op fra operationen og fik at vide – Vi har intet fjerne, for det ser ud som om at du har kræft over det hele og det ser rigtig dårligt ud. For et år siden startede det, der skulle blive til over et års kamp (for den kæmpes stadigvæk), for at overleve en møgsygdom og trodse alle odds.

Og sikke et år. Jeg kan næsten ikke være i mig selv i dag, for følelserne kører rundt i mig. Jeg er lykkelig over stadigvæk at være her og faktisk have det nogenlunde ok. Bedre end jeg havde for 6 mdr. siden. Men det er som om at alle de følelser jeg har haft i løbet af det sidste år, bare vælter ind over mig. Det har været så hårdt, umenneskeligt, ydmygende, smertefuldt, nedværdigende, angstprovokerende (har virkelig været nedlagt af angst), og jeg kan blive ved med at fylde ord ind her 😉 Det har dog også været et meget lærerigt år.

Hvad har jeg lært
Når man går igennem livændrende oplevelser, har jeg altid ment at man skal lære noget af det. Ligegyldigt hvor hårdt det er, så er der altid noget at lære. Hvad  har jeg så lært (indtil videre)? Det vigtigste er nok, at jeg har lært at værdsætte livet, kærligheden, små øjeblikke af lykke, nærvær med mine børn, venskaber, at trække vejret, at lytte, at sortere i hvad jeg tager nært, at der findes mere mellem himmel og jord, at tage kontrol over mit liv, at være (bare være), ikke at udsætte det der betyder noget og at jeg er stærk.

Der har virkelig været meget at lære i det år. Ikke mindst i forhold til de mennesker der er og var i mit liv. Folk jeg regnede med altid ville være der, som svigtede. Og folk som helt uventet bare har været der for mig. Folk der har budt ind med bare helt små ting og nærvær, dem der har gjort mere og dem der har gjort det hele. Mine små menneske engle som jeg kalder alle jer der har været der 🙂 Og på menneske engle er jeg så heldig, at jeg er rig. Rigdom på smukkeste og bedste vis.

Jeg har tidligere fået at vide at når jeg skriver disse ting, kan de give dårlig samvittighed hos nogen i min omgangskreds. Og det skal I ved på ingen måde er meningen. For jeg ved at I har travlt og nok at se til på egen boldbane 😉 Sådan er livet hos de fleste. Jeg skriver det jeg skriver, fordi jeg vil fortælle jer, at bare en enkelt hyggeaften, et enkelt telefonopkald, lille hilsen, en glad dag for mine børn osv. Virkelig har haft stor betydning for familien og jeg. Det behøver på ingen måde at være den store rengøring hver dag 😉 De små ting et par gange om måneden/året har også stor betydning for mig. Glade dejlige stunder med nærvær er det bedste jeg ved. Så tak, tak , tak til jer der har givet det til mig 🙂

Når fremmede giver og bliver en del af ens liv
Da jeg jo lægger alt offentlig ud, gør det selvfølgelig at helt fremmede mennesker kan læse med, i en meget privat del af mit liv. Mennesker jeg aldrig har mødt, mennesker jeg “kender” lidt gennem nettet, og folk jeg har kendt fra tidligere (skole, arbejde osv). Mennesker som jo nok i gammeldage (før computeren) ville have været fremmed. Men det er I ikke 🙂 I er rykket tæt ind i mit liv. Jeg har fået så uendeligt mange hilsner fra jer, både på bloggen, på Facebook, mails og også private beskeder. Og hvor det dog varmer mit hjerte hver gang. At vide at der sidder et helt fremmede mennesker og bliver berørt af min historie, og som derefter bruger tid på at skrive søde og meningsfulde ord til mig. Nogle af jer har endda kommet med forslag til hvordan, jeg kan få hjælp til det ene og det andet. I har delt jeres erfaringer, sendt knus, varme, søde ord og omsorg. Jeg har mærket det hele og jeg værdsætter hvert et ord. Mange tak skal I have 🙂

At skrive om mit forløb.
Jeg har jo valgt at skive om min sygdom offentligt. Jeg har altid skrevet mig ud af mine svære følelser. Helt fra jeg var barn, har jeg dagbøger liggende (fyldt med ulykkelig kærlighed og andre sjove (i dag) problemer). Det er min måde at komme af med mine følelser og ikke mindst finde ro i dem. Det behøvede jo så ikke at foregå offentligt, men det har jeg valgt, da jeg på denne måde, samtidig kan fortælle dem der er i mit liv hvordan jeg har det. Nogle læser med, andre gør ikke og det er helt ok. Muligheden er der 🙂 Det kan være hårdt at følge det helt tæt på af rigtig mange årsager og det forstår jeg 🙂 Dem jeg ved der ikke læser med, prøver jeg at  skrive eller ringe til, når der sker noget stort.

Hvor er jeg så nu
I forhold til hvordan jeg havde det for et  år siden, så må jeg sige at jeg har det elendigt. For jeg mærkede intet til min æggestokkræft, får jeg blev opereret. Eller det vil sige, at lidt mærkede jeg når jeg nu tænker lidt efter. Jeg havde lidt anderledens tissemønster og lidt svære ved at gå på toilettet og blev let forpustet. Jeg havde gennem et par år fået en kæmpe rund mave (som jeg nok bare tillage PCOS og forkert kost – også selvom min kost var ok). Det var det jeg mærkede. I dag ser det jo noget anderledens ud. Men hvis jeg sammenligner med hvordan jeg havde det for f.eks 8 mdr. siden (operationssåret var endnu ikke lukket), så har jeg det fantastisk.

Jeg har også sagt til Robert, at hvis bare jeg kan få det som nu (en god dag hvor jeg ikke har de store kemobivirkninger), så er livet bestemt værd at leve, og jeg vil blive så lykkelig for at få lov at leve sådan i mange år frem 😉 Det kan godt være at jeg stadigvæk er svag, ikke  kan gå så langt, er begrænset, må have trehjulet elcykel, har smerter osv. Men det er til at leve med og få et godt liv. Så det er det jeg håber 🙂 Det er det jeg drømmer om. Og ikke mindst det jeg kæmper for.

For ja – jeg kæmper hver dag. Finder om morgen min kampgejst frem, så min krop både fysisk og psykisk kan følge med. Jeg gør meget ud af min psyke, for livet er ikke meget værd, hvis jeg er depressiv. Og heldigvis er jeg som regel ikke det. Folk omkring mig er meget imponeret over mit gode humør. Jeg har selvfølgelig også dage hvor alt er noget lort – der gemmer jeg mig lidt væk. Det er især efter kemobehandlingerne (og der er jo kun 2 tilbage nu). Jeg har altid været af den opfattelse at livet er et valg. Man kan vælge at leve, være glad (så meget som muligt), mærke livet, kærlighede, glæden og alt det andet. Eller man vælge elendigheden. Men man skal tage et valg og jeg har taget mit. Har du taget dit? Jeg synes mange mennesker glemmer at vælge 😉

Nå, men om alting er. Så er jeg her et år efter, stadigvæk i live og det planlægger jeg at fortsætte med at være i mange år endnu 😉

Næst sidste kemobehandling
På mandag bliver en vild dag. Der skal jeg nemlig have min næstsidste kemobehandling. Så kan jeg sige – Nu er der kun en gang tilbage. Og sikke en fest vi skal  have 🙂 Jeg lover grillhygge til alle, når jeg er ovre den sidste gang kemo og har fået gode scannings resultater. For det kommer der selvfølgelig 😉 Der må I komme og fejre livet med mig. Vi aftaler en dejlig sommerdag i haven, med grillhygge, nærvær, sjov og livsglæde 😉

Jeg fik taget blodprøver i torsdags og CA 125 er nu helt nede på 9. Det er så fantastisk. Og det er selvom jeg faktisk er meget forkølet, ondt i halsen og har småfeber. Der vil CA 125 normalt stige lidt. Så jeg er så glad for 9.

Lymfødem behandlingen
Lige en kort opdatering om det. Det går super godt. Det er møgubehageligt at have på og jeg bander og svovler over det. Men i går blev jeg målt og alt går som planlagt. Benene er ikke normale endnu, men her f.eks på mit højre ben (det der ikke er hævet helt så meget går hurtigst), svundet hele 4 cm rundt om læggen og anklen. Man kan da godt forstå at det er ubehageligt at gå rund med. Der er så også røget en del kilo (er spændt på  hvor meget det bliver til sidst). Fysioterapeuten håber at afslutte behandlingen på fredag, så lad os se om det ikke lykkes. Så skal jeg så bare gå med støttestrømper resten af livet. Ikke så rart, men det vender man sig jo nok til.

Forår og ny cykel
I dag begynder foråret at titte frem. De lover varme og der er allerede blå himmel. Det er så livsbekræftende. Yderligere har jeg fået bevilliget en 3 hjulet elcykel (som hjælpemiddel), som jeg snart får leveret. Det vil gøre at jeg kan cykle ture med familien og komme godt ud i foråret. Der er allerede planlagt picnick ved fjorden 😉 Det bliver skønt. Jeg skal bare lige over næste uge med kemobivirkninger, så er jeg klar.

I morgen skal vi ud ved munkholmbroen og finde anemoner – og det minder så meget om dette skønne billede af Lauramusen (for en del år siden)

Laura for mange år siden – en blomst mellem alle blomsterne 😉

 

 

.

(Visited 291 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *