Lækre møre saftige mørbradbøffer. Selvfølgelig med bløde løg og brun sauce. En fantastisk måltid, som her er udført på den helt gammeldags måde, så selv mormor ville have været stolt 🙂 Og jeg laver dem som min mormor. De bliver vendt i mel og stegt i smør, for sådan gjorde mormor altså 😉
I går blev vi jo VM mestre i Håndbold (Herre – hvis du har levet under dynen i de sidste 24 timer). En så flot og spændende kamp, som nok mange af os så. Og hvordan fejre man nu det? Jeg vidste vi vandt og tyvstartede i går 😉 Lavede noget af det mest danske jeg kender. For jeg synes det skal fejres med dansk luksus mad. Og er mørbradbøffer med bløde løg ikke bare luksus dansk mad? Jeg synes det 🙂 Så stort tillykke til drengene for det flotte VM. Vi er stolte af jer 🙂
Jeg har fundet ud af at nogle gange kan madlavning hjælpe mig, når mine kemosmerter bliver for voldsomme. Jeg ligger halvt hen over køkkenbordet, sveder, holder fast i alt, bander, råber og skal bare være mig selv. Men tankerne bliver ligesom afledt lidt og jeg kan opnå minutter, hvor smerterne ikke fylder alt. I sådanne situationer kan jeg finde på at kaste mig ud i en ret, som jeg har lavet 1000 gange før og nærmest kan lave med lukket øjne. Og det er f.eks denne omgang mørbradbøffer med bløde løg og sauce. Vi får det faktisk jævnligt, men af en eller anden grund, har jeg aldrig taget billeder af det før nu.
Og så er der jo lige de billeder. Kameraet skulle selvfølgelig drille helt vildt i går. Jeg har fået en ny blitz, og den ville slet ikke som jeg. Så desværre er billederne ikke så gode. Synes nu at I skal have dem alligevel.
Tilbage til mørbradbøfferne – så undre du dig måske over at jeg vender dem i mel, før jeg steger dem. Og det er faktisk også mærkeligt, men som skrevet, så var det noget min mormor gjorde og det gør altså bøfferne ret lækre. De bliver ikke paneret, men får lige et lille lækkert lag, der holder på saften. Jeg har gennem tiderne tilberedt svinemørbrad på 1000 måder, men det er det her jeg altid vender tilbage til 😉 Så noget må det jo kunne. Og ja, fedtfattigt er det jo så ikke og der bliver heller ikke sparet på kulhydraterne. Men engang imellem er det bare sådan 🙂
Husk at følge os på Facebook og Instagram
Så får du besked, hver gang vi poster nye spændende opskrifter og indlæg ?
Fru Spinat på Facebook. Og Fru Spinat på Instagram
Mørbradbøffer med bløde løg,
flødesauce og hasselback kartofler
-4 personer
Mørbradbøffer og sauce
1 svinemørbrad
1 dl. hvedemel (groft mel som hvid hvede, grahamsmel og rugmel kan også bruges)
salt og peber
smør til stegning (eller hvad du vil stege i)
2 spsk. hvedemel
1 dl. piskefløde
ca. 2 dl. oksebouillon
1 spsk. ribsgele
et par dråber Worcestershire sauce (engelsk sauce)(kan undlades)
evt. kulør
salt og peber
Bløde løg
4 store løg
1/2 tsk. salt
1 spsk. honning
1 dl. vand
1 spsk. olie til stegning
Hasselback kartofler
8 store kartofler
1/2 dl. olie
salt og peber
Mørbradbøffer
Afpuds mørbraden og skær den i bøffer. Jeg laver gerne mine ca. 3 tykke. Bank bøfferne lidt flade. Vend dem i melet og steg dem på en varm pande. Brun dem først ved høj varme og skru så ned på middelvarme. Giv dem ca. 5 minutter på hver side. Husk at komme salt og peber på. Tag bøfferne af panden.
Sauce
Drys de 2 spsk. mel på panden. Det røres hurtigt sammen med restene af stegeskyen på panden. Hæld vand og fløde på panden. Rør det godt sammen. Tilsæt ribsgele, Worcestershire sauce, salt og peber. Lad det koge godt igennem og smag til. Du kan bruge mere eller mindre bouillon alt efter hvor tynd og tyk du kan lide din sauce. Vi spiser tyk sauce 😉
Bløde løg
Pil den brune skal af løgene og skær dem i ringe. Brun løgringene på panden. Tilsæt salt og honning. Når det har fået en god farve tilsættes vand. Lad løg og vand simre til der ikke er mere vand. Husk at røre lidt i det.
Kartofler
Skræl eller rens kartoflerne godt (du kan godt lave det med skær). Skær kartoflerne i tynde skiver, UDEN at skære skiverne helt igennem. Kartofler bliver mest lækker, hvis du skære meget tynde skiver. Pensl kartoflerne med olie. Drys salt og peber på. Læg kartoflerne på en bageplade eller et ovnfast fad. Bag kartoflerne i 45-60 minutter i ovnen (alt efter størrelse). Smør dem gerne med olien igen en gang eller to under stegetiden. Kartoflerne skal være gyldne og sprøde.
Fruspinat.dk
Selv med kamera svigt, ser det nu ganske lækkert ud 😉
Du kan også gemme sådan en lækker sag her og lune den til frokost – Det er det bedste og hvorfor jeg altid laver dobbelt portion 😉