Dejlige smagfulde brød, der kan spises som her med en lækker tzatziki eller anden dip. Du kan spise brødene til pasta, lasagne, eller andre lækkerier, hvor man har brug for at få lidt brød til.
Jeg havde jo håbet på endnu en dejlig solskinsdag, men vågner her til morgen med grå skyer over Holbæk. Hmmm, det er ikke lige det jeg drømte om. Det gode vejr gør det nemmere for mig at komme ud at gå. Det er så vigtigt for mig hver dag. Bare en lille gå tur – ligegyldigt hvor dårlig jeg er. Og det er bare nemmere når solen skinner, fuglene kvidre og blomsterne lyser op 🙂 På gråvejrs dage, skal jeg hive godt fat i mig selv, men jeg for det som regel gjort 🙂 Jeg ved nemlig at det hjælper min krop og ikke mindst sind. I dag skal jeg så tage mig meget sammen, men det går nok 🙂
Der er intet bedre end at bruge et godt brød, til at rengøre sin tallerken med. Det er den bedste bid i hele måltidet, hvis du spørger mig. Ok, det er en lille uvane jeg har 😉 Men godt er det nu. Forestil jer lige en god gryderet med en lækker sauce, som man lige skal have det sidste af 😉
Jeg bager altid dobbelt portion af de her brød og lægger nogle i fryseren. Man kan bare lægge dem i ovnen eller på grillristen, direkte fra frost. Så har man hurtigt brød, hvis man lige mangler det 🙂
Kan du lide at grille og er kvinde? Så er Facebook gruppen Grillladies måske noget for dig. Vi er næsten 1600 kvinder der inspirerer hinanden i gruppen. Der er rigtig dejlig stemning og fokus på andet end store bøffer og den dyreste grill.
Pandebrød med tzatziki
Pandebrød
4 dl. vand
15 g. gær
1 tsk. salt
1 spsk. honning (evt. erstattes med sukker)
2 spsk. olie
1 dl. fuldkornsdurum (kan undlades og erstattes med lidt mere hvedemel)
6-7 dl. hvedemel tipo 00
Tzatziki
1 bæger græsk yoghurt
1 agurk
1 gulerod (kan undlades)
2 fed hvidløg
1 spsk. olien olie
et par dråber citronsaft
1 spsk. dild
1/2 spsk. mynte
Pandebrød
Udblød gæren i vandet. Tilsæt salt, olie, honning og olie. Tilsæt fuldkornsmelet, og derefter hvedemelet. Hold lidt igen. Dejen skal være fast så den kan formes, men må ikke blive for hård. Stil dejen til hævning et lunt sted i 1 times tid.
Del dejen i 8 boller. Rul hver bolle helt fladt ud. Den skal være meget tynd, da den trækker sig sammen, når den bliver tilberedt. Jeg rullede dem ud til ca. 25 cm. i diameter. Steg hvert brød i rigeligt med oliven olie (eller pensel dem med olie). Steg dem på en pande, ved middel varme. De skal være bløde men let brune:-) Du kan bruge en sliplet på komfuret, eller en smedejerns pande på grillen. Du kan også bage brødene på en pizzasten. Alt efter hvad du har lyst til.
Tzatziki
Rør yoghurt, olie, dild, mynte, citron og pres hvidløgene i. Rør det godt igennem. Skræl agurken og riv den groft på et rivejern. Pres agurkestykkerne mellem hænderne, så saften løber ud (over vasken), og kom agurke stykkerne i yoghurten. Riv gulerødderne og kom dem i. Tzatzikien bliver bedst af at trække et par timer i køleskabet inden servering.
Tip
Man kan krydre brødene, hvis man vil have lidt mere smag i dem. Prøv f.eks at komme en smule oregano i dejen. Det smager skønt 🙂
FruSpinat.dk