Dette er en virkelig nem måde at lave noget ekstra lækkert tilbehør på. Vi fik disse fantastiske svampe som tilbehør til en oksecuvette og hasselback kartofler. Vi behøvede ingen sauce, da fyldet i svampene fungerede fint til kødet 😉 Svampene var en god smagsoplevelse og som skrevet meget nemme at lave.
Jeg brugte min nye airfryer til formålet. Havde jo håbet at alle tre svampe kunne være i maskinen samtidig, men de måtte i en af gangen, da de var kæmpe og min maskine alt for lille (så kan man lære at købe en ordentlig udgave). Svampene fik ca. 10 minutter på 200 grader. Jeg lavede også en af dem i ovnen, da den alligevel kørte. I ovnen skulle den have 20 minutter for at blive færdig. Jeg kan godt lide at svampene er tilberedte og snasket godt igennem af fyldet 😉
Jeg synes faktisk at de svampe jeg lavede i airfryeren var de bedste. Baconen blev mere sprød og det samme gjorde osten. Og så er det jo nemt at man ikke behøver tænde den store ovn (hvis man ikke skal bruge den til andre ting). Jeg tænker klart at der er muligheder i airfryeren, med de her tilbehørs ting. Vi har dog også lavet andre ting i den. Men jeg må indrømme at jeg ønsker mig en større udgave. Måske er jeg heldig at få en i fødselsdagsgave her i slutningen af måneden 😉
Nå, det korte af det lange er at de her portobellosvampe blev super godt. Både fra ovnen og fra airfryeren. Vi var vilde med kombinationen af grøntsager, ost og bacon. Luksus tilbehør til en luksusmiddag.
Husk du kan følge mig på
Facebook og på Instagram.
Portobellosvampe med cremefyld
Opskrift af fruspinat.dk
3 portobellosvampe
1/2 pakke bacon i skiver
100 g. Philadelphia ost
50 g. revet mozzarella
3 forårsløg
1 snackpeber
1 fed hvidløg
1 tsk. timian
salt og peber
Rens svampene. Skær stilken ud (så er der plads til mere fyld). Skær bacon (gem tre skiver) i små tern og rist det på en pande til det er gyldent og sprødt. Lad det køle lidt af. Kom philadelphia osten i en skål. Bland den med timian, hvidløg, salt og peber. Rør det godt sammen. Tilsæt 30-40 g. revet ost. Snit forårsløg og snackpeber fint. Kom det i osteblandingen sammen med baconen. Rør fyldet sammen. Kom fyldet i de tre svampe, top med det sidste revet ost og et stykke bacon. Bag svampene ved 200 grader. I ovnen ca. 20 minutter. I airfryer ca. 10 minutter. De skal være gyldne og sprøde på overfladen.
Fruspinat.dk

Inden tilberedning er svampen flot og farverig
Efter tilberedning og lige klar til at servere
Fyldet er flydende og fuld af smag.