Positive tanker om situationen, genåbningen og livet.

 

 

Nu skal Danmark til at genåbne. Jeg ved ikke helt hvad jeg tænker om det. Det er jo egentlig dejligt, men det fylder mig i den grad også med frygt. De sidste dage har fået mig til at tænke en del, på at vi skal have åbent sind og passe rigtig godt på hinanden nu. For det er tankevækkende at Corona, har så forskellig indflydelse på vores liv. Nogen lever et helt normalt liv. Går på arbejde, børnene afsted om morgenen, handler, ser venner osv. Nogen går helt i isolation, som vi har gjort. Her ser vi ingen andre, børnene er hjemme, vi handler kun en gang om ugen over nettet og holder os helt for os selv. Andre er ligeglade og gør som det passer dem. Men for få ændre sygdommen alt. Dem der mister deres kære. Vi skylder dem og hinanden, at være åbne og passe på hinanden nu, ellers giver det slet ikke meningen.

En lille opfordring
Det påvirker vores hverdag og reaktioner rigtig meget. Hvis man sidder indenfor, ser tv fyldt med frygt og angst, så agere man anderledes, end hvis man går på job og har en almindelig hverdag. Jeg tror der venter os et kæmpe mentalt arbejde, når denne verden igen bliver åben, og til at begå sig i. Vi vil have så mange mennesker der skal hjælpes mentalt, at jeg slet ikke kan overskue det. Jeg tænker ikke kun ældre, men generelt. Derfor skal vi have fokus på livsglæde, værdier, kærlighed, omsorg og det at se hinanden. Lad os række hånden ud alle sammen og gør noget. Hvis vi hver især lige husker bare et andet menneske hver dag. Lige ringer, sender blomster, lægger en lille tegning, bager en kage eller sender en sms. Det behøver kun tage 2 minutter – det vil gøre en kæmpe forskel. Jeg ved at det gør for mig. Jeg glædes så meget over en lille sms eller hvad folk nu finder på. Jeg skal også huske at give det videre 🙂 Det skal jeg blive bedre til 🙂

Mine oplevelser
Jeg selv er gået meget igennem i de her uger. En uges tid før DK lukkede, slukkede min krop. Det føltes som om en hev kontakten ud af mig. Jeg blev ramt af så meget angst, og samtidig reagerede min krop med at forhindre mig i trække vejret. Vejrtrækningen havde bygget sig op over længere tid og er desværre min kræft som er blusset op igen. Men med stressen og frygten for Corona gik det helt galt. Heldigvis startede jeg kemo i tirsdags og efter 3 dage begyndte det at hjælpe. Jeg har fået så meget væske ud af min krop, at jeg kan få vejret bare lidt nu. Jeg havde dobbelt ilt på og var ved at give op. Nu kan jeg igen gå lidt omkring (meget lidt) og har kun iltslange på. Jeg har fået livsmodet lidt igen og er taknemmelig for flere dage.

Skyldfølelse
Men jeg har i den grad også kæmpet med andre ting, som jeg er sikker på mange af jer andre også  har tænkt over. Skyldfølelsen. Skyld over ikke, at få noget ud af tiden. At have dage hvor der intet sker. Jeg havde så mange planer for børnenes skole. De skulle lære fuglestemmer, træer, havens dyr, engelsk, læse, regne osv. Vi skulle bage, tegne, male, klistre og klippe. For det skal man da, når man har fri. Jeg skulle selv lave lige så meget. Jeg skulle bruge tiden fornuftigt.

Erkendelse
Sådan blev det bare slet  ikke. Vi har intet nået 😉 Det passer så ikke helt, men intet i forhold til det, som jeg havde forestillet mig. Nu sidder jeg så her og tænker at det er for sent og jeg skulle have brugt tiden fornuftigt. Men jeg har bestemt mig for at vende den om. For selvom det ikke er målbart, for andre, så har denne tid givet (og giver fortsat, da vi fortsætter selvvalgt sikkerheds karantæne) så meget.

Jeg kommer aldrig til at hylde Corona. Den virus der har bragt så meget frygt, elendighed, død og smerte til verden. Men som det menneske jeg nu engang er, så er det vigtigt for mig, at tænke over hvad bringer det mig af gode ting. Der er så meget dårligt, vi kan hive frem, men for at komme videre, må vi tænke positivt. Og det tror jeg, at vi alle skal, for at komme videre. Vi er alle blevet tvunget til at stoppe op og tænke lidt over livet. Hvad har værdi? Har du ikke tænkt sådan de sidste uger?

Nu skal vi så i gang igen snart. Nogen af jer, allerede i morgen, eller her inden for de næste par uger. Vi skal fortsat passe på hinanden og forholde os til den nye virkelighed. Men jeg tror faktisk at den største udfordring, bliver at give plads til hinanden. Netop at give plads til, hvordan vi har oplevet og oplever denne tid.

Positiv liste
Jeg har skrevet en liste til mig selv om, hvad denne tid har givet mig og min familie – af gode ting. Der skal fokus være nu. Hvordan mon din liste ser ud?

 

  • Rigtig meget chokolade (kan det blive for meget?)
  • Nærvær med familien
  • Grineflip og tossethed
  • Opfindsomme børn
  • Hjælpsomhed ud over det normale, fra naboer, bekendte, familie og venner, der bager brød, kager, mad, kommer med blomster, hjerte gaver på vores dørtrin
  • Smil vink og kys gennem vinduerne
  • Familie der overrasker med guf, blomster og overraskelser til børnene og os voksne
  • Virtuelle fantastiske hilsner
  • Fredags fællessang
  • Melvins morgentræning (elsker ham bare, for godt humør – og vi glæder os til bingo)
  • Tid med børnene
  • Regnbuer og bamser over alt
  • Forkælelse af børnene
  • Ture i naturen
  • Hygge i haven
  • Dovne morgener
  • Film og serier
  • Samtaler man aldrig troede man skulle have med sine børn (meget om sex, opførsel, se min bussemand osv – puh man er tæt)
  • Følelse af sammenhold. Både i vores familie her, men også med hele Danmark
  • Lære at begrænse indkøb
  • Undgå madspild
  • Sætte pris på her og nu
  • Være opmærksomme på hinanden
  • Telefon opkald (dem har jeg savnet)
  • Finde løsninger og ikke bare købe nyt
  • Bare være
  • Tid til at tænke
  • Være taknemlig
  • Tid

Listen kunne fortsætte i en evighed, for hvornår får man så meget tid med sine kære foræret. Det er jo aldrig sket før. Jeg har især to ting som jeg gerne vil fremhæve. Den første er at jeg har set mine børn blomstre op. Det er blevet så kreative til at få tiden til at gå. De tosser rundt, griner, fjoller, opfinder ting osv. En side der ikke bliver så aktiveret normalt. Det er skønt at opleve 🙂 Den anden ting, er at folk er blevet gode til at sætte ord på deres følelser og er ikke så bange for at sige ordene. Det skal vi værdsætte. Vi skal have åbent sind og passe på hinanden.

Nu hvor landet skal til at åbne op igen, håber jeg at I fortsat vil passe på hinanden, mig og min familie. Tak til alle jer der gør en indsats og bliver ved 🙂 Om I arbejder eller bliver hjemme. Tak til os alle for at gøre noget 🙂

Åbent sind og pas på hinanden.

 

 

 

(Visited 834 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *