Slider- hvad er det? Det blev jeg nysgerrig på efter jeg så det i TV en dag. Det er miniburgere. Ikke sådan helt traditionelle burgere, men små sandwich med lækkert fyld. Vi har eksperimenteret lidt, for børnene synes de er rigtig sjove. De små sliders passer fint til børnehænder, da de kun er 3-4 cm i diameter. Det tager lidt tid at lave, men det er ok, da børnene godt vil være med.
Børnenes favorit er den jeg har lavet opskrift på med mozzarella. Min er klart den I ser billede af længere nede i indlægget – med guacamole 🙂
Sliders
–8 stykker
Boller
10 g. gær
1 dl lunkent vand
1 dl hvid hvede
ca. 100 g hvedemel (måske lidt mere)
1/2 spsk. olie
lidt salt
Bøffer
400 g hakket oksekød
2 kugler mozzarella
2 tomater
1 løg
krydderier
salt og peber
Udblød gæren i vandet. Tilsæt olie, salt og hvid hvede. Rør det godt. Tilsæt derefter hvedemelet til du har en smidig dej, der ikke klæber. Læg dejen i en skål og lad det hæve en time. Del dejen i 8 dele. Form 8 små flade boller. Læg dem på bagepapir drysset med mel. Lad dem hæve i et par timer. Pensl med mælk. Varm pizzastenen op i minimum 15 minutter. Læg bollerne på. Enten direkte (husk godt med mel) eller på bagepapir. Bag bollerne ved ca. 220 grader til de er gyldne (ca. 10 minutter)
Form 8 små bøffer af kødet. Lav dem lidt større en de små boller. Krydder dem godt og grill dem ca. 4 minutter på hver side. Når de vender dem, så læg en skive mozzarella på toppen af hver bøf. Saml de små slider ved at skære bollerne igennem. Læg bøfferne på, en skive tomat og en skive løg.
Min favorit udgave. Der er guacamole på. Rørt af 1 avokado, hvidløg, citronsaft og ca. 2 spsk creme fraishe. Og så lige lidt rå løg. Guf, det er godt 🙂